Découpager

Læs mere om H.M. Dronningens découpager.

Siden midten af 1970’erne har Dronningen moret sig med at arbejde i den såkaldte découpage-teknik, hvor udklip fra blade og bøger limes sammen til nye og ofte overraskende motiver. Dronningen klipper i auktionskataloger og boligmagasiner og bruger sine découpager som dekorationer på bakker, foto-rammer, æsker og især papirkurve, men også på mindre møbler og kaminskærme, der beskytter mod træk, når kaminen ikke er i brug.

Dronningens smukke og finurlige découpager, som forsegles med en beskyttende lak, har gerne referencer til litterære, mytologiske eller kunsthistoriske emner, hvilket afspejles i titlerne, der altid er skrevet på både dansk og fransk i bunden af objekterne. De dekorative brugsgenstande foræres som gaver til familie og venner eller placeres rundt omkring på slottene i Fredensborg og Château de Cayx og ikke mindst i Christian VII’s Palæ på Amalienborg, hvor alle gæstelejlighederne er udstyret med en af Dronningens découpage-klædte papirkurve.

Dronningens stadigt mere raffinerede découpagearbejder er også blevet anvendt i både bøger og film. I 2000 udgav Prins Henrik digtsamlingen Cantabile og i 2010 digtsamlingen Frihjul, begge med Dronningens découpager, mens udgivelsen i 2003 af Karen Blixens Syv fantastiske fortællinger på dansk og engelsk (Seven Gothic Tales) ligeledes blev illustreret med Majestætens klip. Også i tilblivelsen af et par eventyrfilm har Dronningen været særdeles aktiv ved dels at designe kostumerne, dels at skabe scenografiens mange découpageklippede universer, som levende skuespillere i filmene bevæger sig ind og ud af ved hjælp af særlige computerteknikker. I 2000 var Dronningen involveret i filmatisering af Snedronningen efter H.C. Andersens eventyr og i 2009 i filmen De Vilde Svaner efter samme forfatter. En filmatisering af Karen Blixens novelle Ehrengard er under produktion.

Udvalg af découpager

Se eksempler på Dronningens découpager i galleriet nedenfor.