Kongeparret besøger Sverige, Norge, Færøerne og Grønland

Deres Majestæter Kongen og Dronningen indleder i løbet af forsommeren besøg til henholdsvis Sverige, Norge, Færøerne og Grønland. Kongeskibet Dannebrog vil fungere som residens undervejs.

Foto: Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix ©

Når Kongeparret i begyndelsen af maj rejser på Deres Majestæters første officielle statsbesøg til Sverige, lyder startskuddet samtidig til en større rundrejse i Norden. Efter besøget i Sverige følger et statsbesøg til Norge, hvorefter Kongen og Dronningen i juni og juli besøger Færøerne og Grønland.

De første statsbesøg giver anledning til, at det nye kongepar møder regenterne i Sverige og Norge, og det markerer således de tætte relationer mellem de nordiske monarkier. 

I juni stævner Kongeskibet Dannebrog mod nord på et Rigsfællesskabstogt. Kongeparret besøger Færøerne i midten af juni og herefter Grønland i slutningen af juni og begyndelsen af juli.

Kongeparrets rejser i forsommeren 2024:

  • Statsbesøg til Sverige 6. – 7. maj
  • Statsbesøg til Norge 14. – 15. maj
  • Officielt besøg på Færøerne 11. – 14. juni (tentativt)
  • Officielt besøg i Grønland 29. juni – 8. juli (tentativt)

Det endelige program for besøgene meldes ud på et senere tidspunkt.