De Kongelige Danske Ridderordeners Kapel

De Kongelige Danske Ridderordeners Kapel i Frederiksborg Slotskirke blev indrettet i 1694 under Christian 5.

I statutterne af 1. december 1693 for både Elefantordenen og Dannebrogordenen pålægges det ridderne, at de skal aflevere en farvelagt tegning af deres våbenskjold og ”symbolum” (valgsprog) til indmaling i ordenernes våbenbøger og til opmaling på et skjold, der hænges op i Ridderkapellet i Frederiksborg Slotskirke. Begge traditioner lever endnu. Danmark er sammen med Storbritannien og Sverige de eneste lande, der har en levende ordensheraldisk tradition, hvor riddernes våbenskjolde hænges op i dertil indrettede kapeller. 

Våbenskjolde i De Kongelige Danske Ridderordeners Kapel på Frederiksborg Slot. Foto: Stig Nørhald ©
Frederiksborg Slot. Foto: Polfoto ©

Ridderkapellet i Frederiksborg Slotskirke blev indrettet i 1694 under Christian 5., og allerede i Elefantordenens tidligere statutter fra 1679 krævedes det, at ridderne sendte deres våbener ind til ordenssekretæren.

I 1690 er Elefantordenens første våbenbog anlagt, og Dannebrogordenens formentlig nogle år tidligere. En våbenmaler, der er ansvarlig for malingen af våbenerne i våbenbøgerne og på skjoldene, har siden da været tilknyttet de kongelige ridderordener.

Siden 1808, hvor Dannebrogordenen blev udvidet, er det våbener for Storkors af Dannebrogordenen, der males i våbenbøgerne og hænges op i Ridderkapellet, og siden 1961 sker det kun, med ganske få undtagelser, for danske modtagere af Storkorset.

De Kongelige Danske Ridderordeners Kapel i Frederiksborg Slotskirke

De Kongelige Danske Ridderordeners Kapel i Frederiksborg Slotskirke viser 300 års kontinuerlig ophængning af våbenskjolde for riddere af de to kongelige danske ridderordener. En enestående samling, der kan beses af offentligheden, da slotskirken indgår i Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg.