Program for statsbesøg fra Spanien

Efter indbydelse fra H.M. Dronningen aflægger D.M. Kongen og Dronningen af Spanien statsbesøg i Danmark den 6.-8. november 2023.

Foto: Keld Navntoft, Ritzau Scanpix ©

Kongeparret vil være ledsaget af den spanske udenrigsminister og en erhvervsdelegation under statsbesøget. Erhvervsdelegationen vil have fokus på dansk-spanske samarbejdsområder inden for blandt andet grøn omstilling, medicinalindustri og shipping.

PROGRAM

Mandag den 6. november

Ankomst i Københavns Lufthavn
Kl. 14.00
D.M. Kongen og Dronningen af Spanien ankommer til Vilhelm Lauritzens Terminal i Københavns Lufthavn, hvor H.M. Dronningen, Kronprinsparret og H.K.H. Prinsesse Benedikte vil tage imod Kongeparret.

I forbindelse med ankomsten i lufthavnen vil Dronningen og Kongen inspicere Den Kongelige Livgarde.

Officiel modtagelse på Amalienborg
Kl. 15.00
Dronningen kører sammen med Kongeparret i karet eskorteret af Gardehusarregimentets Hesteskadron fra Kastellet til Christian VII's Palæ på Amalienborg. 

Se karetruten her.

Møde med Statsministeren
Kl. 15.40
Kongen deltager i et møde med statsminister Mette Frederiksen på Christiansborg Slot.

Gallataffel på Christiansborg Slot
Kl. 20.00
Dronningen er vært ved et gallataffel på Christiansborg Slot til ære for Kongeparret med deltagelse af Kronprinsparret, Prinsesse Benedikte, regeringen, repræsentanter for dansk og spansk erhvervsliv, repræsentanter for kultur og sport, den spanske delegation, repræsentanter for Hoffet m.fl.

Ved gallataflet vil der være taler ved Dronningen og Kongen.

Tirsdag den 7. november

Åbning af erhvervskonference
Kl. 9.30
Kronprinsen og Kongen deltager i åbning af en erhvervskonference på NH Collection Hotel i København med deltagelse af udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen, den spanske udenrigsminister José Manuel Albares samt repræsentanter for danske og spanske virksomheder. Konferencen har fokus på grøn omstilling, power-to-x og energiinfrastruktur.

Ved åbningen vil Kronprinsen og Kongen holde taler.

Efter åbningen af erhvervskonferencen hilser Kronprinsen og Kongen på en række erhvervsrepræsentanter. 

Kranselægning på Kastellet
Kl. 11.00
Kronprinsparret og Kongeparret deltager i kranselægning ved Monumentet på Kastellet.

Besøg på Københavns Rådhus
Kl. 11.30
Dronningen, Kronprinsparret og Kongeparret besøger Københavns Rådhus, hvor overborgmester Sophie Hæstorp Andersen byder velkommen og er vært ved en reception i Festsalen.

Besøg på Københavns Universitet
Kl. 12.10
Dronningen, Kronprinsparret og Kongeparret besøger Københavns Universitet. Under besøget vil der være en præsentation af bogen ”El Libro de Los Epitomes”.

Bogen stammer fra 1500-tallet og indeholder en beskrivelse af omkring 2.000 bøger fra et bibliotek tilhørende Hernando Colón, søn af Christopher Columbus. Bogen forsvandt efter Hernando Colóns død i 1539, men i 2018 fandt man bogen blandt håndskrifter på Den Arnamagnæanske Samling, Københavns Universitet.

Efter præsentationen af bogen får Kronprinsparret og Kongeparret fremvist udvalgte genstande fra Det Kongelige Bibliotek og deltager efterfølgende i en samtale med spanske professorer fra Københavns Universitet, Aarhus Universitet og Aalborg Universitet.

Besøg på Mary Elizabeths Hospital
Kl. 13.20
Kronprinsessen og Dronningen af Spanien besøger Mary Elizabeths Hospital, der er Rigshospitalets kommende hospital for børn, unge, gravide og deres familier. 

Under besøget vil der være en introduktion til Rigshospitalet og Mary Elizabeths Hospital, og Kronprinsessen og Dronningen af Spanien vil efterfølgende besøge Testhuset, der danner ramme for brugerinvolvering, udvikling og test af løsninger til det kommende hospital. Her vil Kronprinsessen og Dronningen af Spanien blandt andet få et indblik i Testhusets funktioner og indretning samt få lejlighed til at møde en familie, der er tilknyttet Testhuset. 

Ved besøget deltager også indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde.

Erhvervsfrokost
Kl. 13.25
Kronprinsen og Kongen deltager i en erhvervsfrokost i den spanske residens med deltagelse af udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen og den spanske udenrigsminister José Manuel Albares samt virksomhedsledere fra danske og spanske virksomheder. 

Møde med Folketingets formand
Kl. 14.55
Kongen deltager i et møde med Folketingets formand Søren Gade og efterfølgende i en reception med medlemmer af Folketinget på Christiansborg Slot.

Returarrangement på Glyptoteket
Kl. 20.20
Kongeparret afholder et returarrangement på Glyptoteket med deltagelse af Dronningen, Kronprinsparret og Prinsesse Benedikte. Der vil forud for middagen være en rundvisning i udstillingen ”Joaquín Sorolla – Lys i bevægelse”.

Ved arrangementet deltager også kulturminister Jakob Engel-Schmidt. 

Onsdag den 8. november

Officiel afsked
Kl. 10.00
Dronningen tager afsked med Kongeparret på Fredensborg Slot, hvor der skrives i gæstebog og signeres på vinduesrude.

Besøg på Dansk Arkitektur Center i BLOX
Kl. 11.00
Kronprinsparret og Kongeparret besøger BLOX og deltager i en rundbordssamtale om bæredygtig byudvikling og -planlægning.

Forud for rundbordssamtalen får Kronprinsparret og Kongeparret en rundvisning i udstillingen ”Copenhagen in Common” i Dansk Arkitektur Center om Københavns byudvikling fra 1947 og frem til i dag. Udstillingen er skabt i anledning af udnævnelsen af København til verdens Arkitekturhovedstad i 2023.

Møde med herboende spaniere
Kl. 12.15
Kongeparret møder herboende spaniere ved en reception i Moltkes Palæ i København.