Udtrykket ”abdikation” udspringer af det latinske udtryk ”abdicare”, som betyder, at man frasiger sig noget.

Udtrykket bruges traditionelt om den situation, hvor en siddende regent frivilligt giver afkald på sin trone eller myndighed.

I nogle lande er det kutymen eller i hvert fald noget der forekommer, at statsoverhovedet giver plads til den næste generation ved at træde tilbage – abdicere.

Det er blandt andet tilfældet i Nederlandene, hvor fire ud af seks regenter, siden monarkiet blev indført i 1813, har abdiceret. Det skete senest i 2013, hvor den daværende Dronning Beatrix på kongedagen den 30. april overlod tronen til sin ældste søn, Hans Majestæt Kong Willem-Alexander. Dronning Beatrix overtog selv tronen ved sin mor Dronning Julianas abdikation i 1980.

Også i Belgien, Luxembourg og Spanien er der i nyere tid eksempler på, at statsoverhovedet har trukket sig tilbage ved abdikation.

I andre lande, herunder Danmark, Norge og Sverige, er der ingen tradition for at abdicere. Den sidste gang en dansk regent frivilligt afstod tronen før sin død, var således i 1146, hvor kongen Erik 3. Lam trådte tilbage – angiveligt for at gå i kloster.

Selv om abdikation således ikke er dansk statsretlig praksis, forudsætter tronfølgeloven, at abdikation kan finde sted, idet lovens § 6 fastsætter, at lovens øvrige bestemmelser – som tager udgangspunkt i regentens død – også finder anvendelse i tilfælde af, at regenten frasiger sig tronen.