Danmark gennem 50 år

H.M. Dronningen underskriver lov om EF-domskonventionen efter folkeafstemningen om Danmarks optagelse i EF. På billedet ses Dronningen med statsminister Anker Jørgensen. Foto: Ritzau Scanpix ©

24 forskellige regeringer med i alt 9 forskellige statsministre har der været siden januar 1972. Regner man fra det tidspunkt, da tronfølgeren Prinsesse Margrethe indtrådte i Statsrådet på sin 18-års fødselsdag i 1958, føjes der 6 regeringer og yderligere 3 statsministre til listen. Poul Nyrup Rasmussen (f. 1943) var den første af disse statsministre, der er yngre end H.M. Dronningen. Helle Thorning-Schmidt var den første kvinde på posten. Den nuværende statsminister, Mette Frederiksen, blev født fem år efter, at Dronningen tiltrådte sit embede.

Det afgørende punkt på den politiske dagsorden i 1972 var Danmarks forhold til det europæiske fællesmarked. Ved en folkeafstemning den 2. oktober 1972 stemte 63,4 procent af vælgerne ja til Danmarks optagelse i EF – nu EU. Den trådte i kraft den 1. januar 1973. Den 1. oktober samme år blev der indført fri abort i Danmark.

I december 1973 betød det såkaldte jordskredsvalg, at antallet af partier i Folketinget blev fordoblet fra fem til ti. Tre nye partier, Centrum-Demokraterne, Kristeligt Folkeparti og Fremskridtspartiet opnåede repræsentation sammen med Danmarks Kommunistiske Parti og Retsforbundet. De gamle politiske partier, der var baseret på gruppe-interesser, var på retur til fordel for et ideologisk landskab præget af værdipolitik.

Som følge af konflikter i Mellemøsten blev Danmark i 1973 sammen med resten af verden ramt af oliekrisen, der betød drastisk stigende priser på brændstof, som ramte både landevejstrafikken, elektricitetsproduktionen og de mange husstande, hvis opvarmning var afhængig af oliefyr.

Det førte til en diskussion om den videre betydning af afhængigheden af udenlandsk olie og kul som energikilde. Den 1. august 1972 havde Prins Henrik officielt åbnet for hanen til den første olie fra Nordsøen, som dengang blev sejlet i land, og i det følgende halve århundrede blev udvindingen af olie og gas en betydelig indtægtskilde for det danske samfund samtidig med, at det sikrede en grundlæggende forsyningssikkerhed.

Længe var atomkraften på bordet som muligt alternativ til de fossile brændstoffer. De folkelige protester mod nuklear energi var omfattende, og selv om forsøgene med at producere elektricitet ved hjælp af vindkraft i begyndelsen blev betragtet med stor skepsis, blev dansk vindmølleindustri en international frontløber.

I 1972 var der cirka 1,2 mio. personbiler i Danmark. Der var ingen generelle hastighedsbegrænsninger på de danske veje, og det var ikke lovpligtigt at bruge sikkerhedssele i bilerne. Hastighedsgrænserne kom i 1973 og selepligten i 1976. I dag er der 2,7 mio. personbiler på de danske veje, og færdselssikkerheden er generelt og relativ meget bedre end for 50 år siden. Antallet af traktorer er til gengæld faldet fra cirka 140.000 i 1972 til cirka 86.000 i dag. Det afspejler både faldet i antallet af landbrugsbedrifter og en betydelig stigning i traktorernes størrelse og ydeevne.

Oliekrisen betød også et afbræk i den økonomiske vækst, som det danske samfund havde oplevet siden begyndelsen af 1960’erne. Hvad der indtil da havde betydet en stigning i både produktivitet, offentlig service og generel velstand, blev nu afløst af inflation, arbejdsløshed og underskud på både de offentlige finanser og handelsbalancen med udlandet. Det blev en væsentlig udfordring for de regeringer, der sad fra begyndelsen af 1970’erne og mere end 20 år frem. Det forhindrede dog ikke en fortsat udbygning af velfærdsstaten for eksempel med vedtagelse af bistandsloven i 1976 og med et stigende antal offentligt ansatte. Det var også i disse år, kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet i næsten samme omfang som mændene.

Også Rigsfællesskabet har gennemgået en stor udvikling. I 1979 fik Grønland hjemmestyre, som blev udvidet til selvstyre i 2009 svarende til det færøske, der betyder, at ansvaret for stadig flere offentlige funktioner hjemtages af regeringerne i Nuuk og Tórshavn.

Murens fald i 1989 betød, at Danmark ikke længere var frontlinjestat i en kold krig, og at der kunne åbnes for fredeligt samarbejde og samhandel med tidligere fjender. Danskerne udtrykte ved folkeafstemninger i forbehold over for den fortsatte europæiske integration, men det var ingen hindring for, at østudvidelsen af EU kunne vedtages ved et topmøde i København i december 2002.

Helt fredelig var udviklingen dog ikke. Danmark deltog i den første Golfkrig i 1991 og engagerede sig fra 1992 i forsøget på at afslutte den jugoslaviske borgerkrig, og siden har Danmark med sine allierede deltaget i en række militære indsatser uden for Europa. Danmark blev selv centrum i en international diplomatisk konflikt under den såkaldte ”Muhammed-krise” i 2006, der blandt andet indebar angreb på de danske repræsentationer i Beirut og Damaskus.

”Danmark møblerer om i sine stuer.” Sådan beskrev Dronningen i en nytårstale den kommunalreform, der trådte i kraft den 1. januar 2007. Den betød, at antallet af kommuner blev reduceret fra 271 til 98, og at 13 amter blev erstattet af 5 regioner, der har ansvaret for sygehusene. Og netop sygehusene har stået i centrum for den sundhedskrise forårsaget af COVID-19, der også præger jubilæumsåret 2022. Modforanstaltningernes karakter og omfang har været bestemt af hensynet til folkesundheden i almindelighed og sygehusenes behandlingskapacitet i særdeleshed.