Program for Genforeningsfejringen

Det bliver en festlig dag, når H.M. Dronningen og D.K.H. Kronprinsen og Prins Christian den 13. juni 2021 deltager i den officielle fejring af 100-året for Genforeningen.

Sidste sommer var det 100 år siden, at Christian 10. stadfæstede den lov, der indlemmede Sønderjylland i Danmark. Genforeningen var et resultat af en folkeafstemning, hvor et flertal af befolkningen i Nordslesvig stemte sig hjem til Danmark efter at have været under tysk styre i 56 år.

Overdragelsen af Sønderjylland fandt sted på Valdemarsdag den 15. juni 1920, og tre uger senere tog Christian 10. og den kongelige familie på rundrejse i området. Denne rejse står i dag for mange som symbolet på, at landsdelen igen blev en del af Danmark. En central begivenhed under rundrejsen var det øjeblik, hvor Christian 10. red over den gamle grænse på en hvid hest.

I anledning af 100-året for Genforeningen i 2020 var det planen, at Dronningen og den kongelige familie skulle have besøgt Sønderjylland. Besøget blev udskudt til i år på grund af situationen vedrørende COVID-19 og gennemføres nu i stedet den 13. juni 2021.
 

Program

Søndag den 13. juni

Karetkørsel over den gamle grænse
Kl. 10.00

Dronningen samt Kronprinsen og Prins Christian vil i forbindelse med den officielle fejring af Genforeningen 2020 køre i karet over den gamle grænse ved Frederikshøj syd for Kolding. Karetkørslen vil foregå samme sted, som Christian 10. den 10. juli 1920 red over den gamle grænse på den hvide hest Malgré Tout. Ved begivenheden holder Dronningen tale og indvier en skulptur.

Dansk/tysk festgudstjeneste
Kl. 11.00

Dronningen samt Kronprinsen og Prins Christian deltager i dansk-tysk festgudstjeneste i Haderslev Domkirke i anledning af 100-året for Genforeningen. Til stede ved gudstjenesten er også Tysklands Forbundspræsident H.E. Frank-Walter Steinmeier og Fr. Elke Büdenbender samt Statsminister Mette Frederiksen og Hr. Bo Tengberg.

Fremvisning af Genforeningsparken
Kl. 12.00

Dronningen besøger den nye Genforeningspark foran Folkehjem i Aabenraa. Genforeningsparken er Aabenraa Kommunes nye folkepark foran det historiske Folkehjem, der spillede en vigtig rolle frem mod - og efter - Genforeningen i 1920. Folkehjemmet dannede i 1918 rammen om vedtagelsen af Aabenraa-resolutionen, der fik afgørende betydning for den endelige dansk-tyske grænsedragning. I forbindelse med besøget viser Dronningen sig på folkehjemmets balkon.

Ceremoni i Kongeskansen
Kl. 13.45

Dronningen deltager sammen med Tysklands Præsidentpar og Statsminister Mette Frederiksen og Hr. Bo Tengberg i en ceremoni på Kongeskansen ved Dybbøl Banke. I forbindelse med ceremonien vil Slesvigske Musikkorps og gymnaster fra DGI optræde. Desuden vil en overflyvning af F-16 fly finde sted.

Besøg ved Deutsches Museum
Kl. 14.25

Dronningen besøger Deutsches Museum Nordschleswig i Sønderborg, der belyser det tyske mindretals historie efter ca. 1850 gennem kunst- og kulturhistoriske samlinger. Tysklands Præsidentpar samt Statsminister Mette Frederiksen og Hr. Bo Tengberg vil ligeledes være til stede.

Genforeningsfesten
Kl. 16.00

Dronningen overværer showet ”Genforeningsfesten” i Koncertsalen Alsion i Sønderborg. Ved showet vil der være optrædener ved Jacob Dinesen, Sønderjysk Pigekor, musikere fra folkBALTICA Ensemblet og en strygekvartet fra Sønderjyllands Symfoniorkester.

Reception på Kongeskibet Dannebrog
Kl. 19.00

Dronningen afholder reception for indbudte gæster på Kongeskibet Dannebrog i Sønderborg Havn.

Middag på Kongeskibet Dannebrog
Kl. 20.30

Dronningen afholder middag for Tysklands Præsidentpar samt Statsminister Mette Frederiksen og Hr. Bo Tengberg på Kongeskibet Dannebrog i Sønderborg Havn. Efter middagen afsejler Kongeskibet Dannebrog.

Den kongelige families program kan følges på Kongehusets digitale platforme søndag den 13. juni.