Officiel middag i Riddersalen i Christian VII’s Palæ

H.M. Dronningen er i aften vært ved en officiel middag i anledning af H.E. Indiens premierminister Narendra Modis officielle besøg i Danmark. Den officielle middag finder sted i Riddersalen i Christian VII’s Palæ. Riddersalen er det prægtigste rum i Amalienborgpalæerne og benyttes blandt andet i forbindelse med nytårstafler den 1. januar.

Amalienborg 5
Riddersalen i Christian VII's Palæ. Foto: Roberto Fortuna ©

Salen, som strækker sig næsten otte meter op gennem to etager, regnes for et af Europas smukkeste rokokointeriører. Det er indrettet i midten af 1700-tallet af palæets bygherre, Adam Gottlob Moltke, som var Frederik 5.s overhofmarskal og nære ven. 

Rummets vægge er udsmykket med svagt lysegrønne paneler med udskårne, forgyldte rokokoornamenter, som sammen med rummets høje spejle og store lysekroner får rummet til stråle, når det anvendes til festlige lejligheder og begivenheder. Ornamenterne er udført af franskmanden le Clerc, mens stukloftet med forgyldte rocailler er lavet af italieneren Fossati. Gulvene er den oprindelige egeparket, lagt i diagonalkvadrater.

Festsalens mest fremtrædende malerier er franskmanden Louis Tocqués fire meter høje helfigurs-portrætter af den daværende konge, Frederik 5. – som også ses til hest ude på slotspladen – og hans dronning, Juliane Marie. Over dørene og kaminerne hænger den franske hofmaler Bouchers malerier af småbørn, såkaldte putti, som leger med forskellige genstande, der relaterer sig til kunstarterne og videnskaberne; en tamburin og et nodehæfte symboliserer eksempelvis ”musikken”, en søjlestump og en lineal ”arkitekturen” og en globus og et Danmarkskort ”geografien”. En elegant indvævet symbolik, som datidens dannede besøgende hos Moltke forstod at afkode og dermed begreb, hvilken kultiveret verdensmand, de gæstede. Symbolikken gentages i rummets paneler og endda på palæets facade.

Ved istandsættelsen af  palæet i 1996 fik man i Frankrig vævet kopier af salens originale, håndbroderede gardiner. Disse blev rekonstrueret på baggrund af en stump af det oprindelige 1700-tals gardin, som Dronning Ingrid havde fundet i gemmerne på Frederiksborg Slot.

Blomsterudsmykning ved den officielle middag

Ved aftenens officielle middag hører bordudsmykninger til, og med forårets ankomst består disse blomsterudsmykninger af opsatser med pinseliljer i forskellige størrelser fra Slotshaven på Fredensborg Slot.

Pinseliljen er en typisk forårsblomst, der blomstrer i maj måned, og kendetegnet ved sine hvide, let bagoverbøjede kronblade samt den orangegule, centrerede trompet. Pinseliljen er desuden kendt for at være særdeles velduftende.

Opsatserne af sølv spillestager udsmykkes udover pinseliljer med småblomster af alcamille.