Vadehavet optages på UNESCOs liste over verdensarv

Vadehavet.
Vadehavet. Foto: Peter Klint, Polfoto ©

D.K.H. Prins Joachim og Prinsesse Marie deltager mandag den 4. august 2014 ved markeringen af Vadehavets optagelse på UNESCOs liste over verdensarv.

Vadehavet er et naturområde af international karakter. Det strækker sig som et ca. 500 km langt bånd fra Blåvandshuk i Danmark gennem Tyskland til Den Helder i Holland. Vadehavet er et af verdens 10 vigtigste levesteder for vandfugle og en betydningsfuld rasteplads for fugle på træk. Både spættet sæl og gråsæl holder til i Vadehavet, og området er opvækstområde for mange fiskearter.

Den 4. august deltager Prins Joachim om eftermiddagen kl. 14.00 i markeringen af Vadehavets optagelse på UNESCOs liste over verdensarv ved arrangementet The Tall Ships Races i Esbjerg. Prinsen vil sammen med miljøminister Kirsten Brosbøl modtage symbolet på verdensarven i form at fem hollandske fliser. De fem fliser med et særligt motiv af Vadehavet siden den 6. juli været på en rejse med et tysk sejlskib fra den hollandske Vadenhavshavn Harlingen til Esbjerg med ankomst den 2. august. 

Mandag den 4. august hentes fliserne på land fra det tyske sejlskib, og Prins Joachim og miljøministeren vil overrække en flise til hver af de fire borgmestre for Tønder, Fanø, Esbjerg og Varde kommune samt formanden for Nationalpark Vadehavet ved en ceremoni på Tværkaj i Esbjerg Havn.

Om aftenen afholder Prins Joachim og Prinsesse Marie sammen med miljøministeren reception i anledning af Vadehavets optagelse på UNESCOs liste over verdensarv på Schackenborg Slot, hvor Prinsesse Marie vil holde tale. 

Prins Joachim er protektor for Vadehavscentret og forestod indvielsen af Nationalpark Vadehavet i 2010. Prinsesse Marie er protektor for den danske UNESCO-nationalkommission. 

YDERLIGERE OPLYSNINGER

Læs mere om D.K.H. Prins Joachim og Prinsesse Marie

Læs mere om UNESCOs verdens naturarv.

Se billeder fra arrangementet