Og jeg vil gerne sige, hvor overordentlig glad jeg er for, at Amnesty med kampagnen ”My Body My Right” har taget dette emne op.

Sloganet rammer det helt centrale: At retten til at bestemme over sin egen krop er en fundamental menneskeret. For os i Danmark er det en selvfølge, men mange andre steder i verden er virkeligheden desværre en anden.

Inden dagen i dag er omme, bliver:

• 39.000 piger under 18 år tvunget ind i ægteskab.

• 8.000 piger udsat for omskæring.

• Og i dag … vil 800 piger og kvinder dø af komplikationer i forbindelse med graviditet og fødsel.

Derfor er det særligt positivt, at Amnesty med sin kampagne vælger at sætte fokus på et emne, hvor der er stort behov for øget opmærksomhed.

Når man beskæftiger sig med seksuelle og reproduktive rettigheder udgør tal som disse en virkelighed, man må forholde sig til.

For vi må aldrig glemme, at det ikke bare er tal og statistikker.

Tallene repræsenterer rigtige mennesker og deres skæbner i verden i dag. Og det til trods for, at FN’s Menneskerettighedserklæring og Kvinde-konventionen for længst har slået fast, at retten til at bestemme over egen krop er en basal menneskeret. Det er en ret, der blev gentaget på den Internationale Befolknings- og Udviklingskonference i Kairo – kaldet ICPD – for 20 år siden.

Kairo-konferencen placerede kvinders rettigheder, herunder kvinders reproduktive rettigheder, i centrum for befolkningsspørgsmål og bæredygtig udvikling.

Og 179 regeringer vedtog et banebrydende handlingsprogram, der netop havde til formål at flytte befolkningspolitikker og -programmer væk fra et fokus på befolkningsvækst og -statistikker og over imod et øget fokus på individet.

Med Kairo-programmet erkendte verden; at kun ved at opfylde individets menneskerettigheder, kan vi forbedre folks valgmuligheder i livet, forbedre deres dagligdag og give dem mulighed for at bidrage til udvikling og vækst.

Men hvad er egentlig seksuelle og reproduktive rettigheder? Og hvorfor er de så vigtige?

Seksuelle og reproduktive rettigheder omfatter som sagt retten til at bestemme over sin egen krop, det vil sige:

• retten til at træffe frie, oplyste og ansvarlige valg omkring ens krop, seksualitet og sundhed;

• retten til selv at bestemme om man vil giftes og i så fald med hvem og hvornår;

• retten til selv at bestemme om man vil have børn, hvornår man vil have dem og hvor mange børn, man ønsker at få;

• og retten til at leve et liv uden tvang, vold og diskrimination uanset hvilket køn man har.

Seksuelle og reproduktive rettigheder dækker også over retten til at modtage seksualundervisning. Til at gå gennem puberteten, ikke uden usikkerhed og spænding – for det vil vist altid være en del af at blive voksen – men med grundig viden om, hvilke forandringer der sker med en selv, med grundig viden om, hvordan man kan beskytte sig selv. Og ikke mindst med både viden om og styrke til at sætte egne grænser og kunne tage del i voksenlivet i det tempo, hvor man selv kan være med.  

Seksuelle og reproduktive rettigheder dækker over, at alle – også unge – skal have adgang til og mulighed for at bruge prævention. De dækker over retten til en sikker abort i de lande, hvor abort er lovlig praksis. Og de dækker over retten til adgang til sundhedsydelser og en sikker fødsel.

Disse rettigheder var fundamentet for Kairo-konferencen. Men her 20 år senere er den dagsorden stadig ikke virkelighed for flere hundrede millioner mennesker – og derfor er dagsordenen ikke mindre væsentlig i dag i forhold til at løse nogle af de mest presserende udfordringer i verden.

De dystre tal viser, at kun halvdelen af kvinderne i Afrika syd for Sahara føder med uddannet fødselshjælp, og graviditet og fødsel er den største dødsårsag blandt 15-19-årige piger i udviklingslande. Andre bliver mærket for livet, fordi en pigekrop naturligvis ikke er moden nok til at gennemgå en graviditet.

222 millioner kvinder har et såkaldt udækket behov for prævention. Det betyder, at de gerne vil undgå at blive gravide, men ikke bruger prævention. I teorien har disse kvinder naturligvis retten til at bestemme over egen krop. Men i praksis har de ofte hverken adgang til prævention eller muligheden for selv at bestemme, om de vil bruge det, fordi sociale normer eller forventninger fra deres mand eller svigermor sætter dem i en situation, hvor de reelt ikke har et valg.

FN’s Befolkningsfond, UNFPA, arbejder med disse problemstillinger. Og som protektor for UNFPA deltog jeg i november i åbningen af fotoudstillingen ”Too Young to Wed” på Københavns Universitet, hvor hjerteskærende historier stod i skarp kontrast til 31 smukke fotos.

Et af disse fotos kender I – selv hvis I ikke nåede forbi udstillingen. Jeg stødte nemlig på det igen på forsiden af et af Amnestys medlemsblade.

Måske husker I historien bag billedet, for den er gruopvækkende:

På den prisvindende amerikanske fotograf Stephanie Sinclair’s foto står 8-årige Tehani foran sin 19 år ældre mand og sammen med sin tidligere skolekammerat og hendes mand. Billedet er fra Yemen, hvor Tehani og veninden Ghada blev gift væk som 6-årig.

Fortsættelsen af deres livshistorie kender vi ikke, men hvis den nogenlunde følger det typiske billede for barnebrude, så har de to piger for længst sagt farvel til drømmen om skolegang og uddannelse – og kan se frem til et liv med tidlig graviditet, dårligt helbred og dystre fremtidsudsigter.

Blikket i de to små pigers øjne er afventende, lettere bebrejdende.

Tehani og Ghada er født ind i en verden, der burde passe på dem og deres rettigheder, men som har svigtet. Og jeg tør dårligt tænke på det liv, de to piger er blevet budt af tilværelsen.

For nogle få måneder siden deltog jeg i FN’s Kvindekommissionsmøde i New York. Det gjorde jeg som medlem af højniveau-panelet for ICPD.

Panelet blev dannet for at give en direkte og uafhængig stemme til seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder og for at bidrage til, at små piger som Tehani og Ghada også får mulighed for at leve deres liv, som de selv ønsker, for at udnytte deres potentiale og selv vælge, når det gælder livets store beslutninger.

I højniveau-panelet arbejder vi for at sikre, at disse emner får den plads de fortjener i post-2015 dagsordenen, der netop nu er til forhandling.

Vi har en unik chance for at få unge menneskers rettigheder sat på dagsordenen. Den mulighed skal vi gøre vores yderste for at udnytte. Vi har lige nu den største generation af børn og unge under 25 år i verdenshistorien. De udgør vores fremtid.

Desværre er dagsordenen frem imod markeringen af 20-året for befolkningskonferencen tilbageskuende i forhold til for 20 år siden. På sin vis kan man sige, at verden er blevet mere konservativ i dag. Vedholdende konservative kræfter bruger kulturelt, religiøst og traditionelt baserede argumenter til at afspore ethvert forsøg på at øge opmærksomheden omkring seksualitet og seksuelle rettigheder.

Seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder er fortsat et kontroversielt emne, og faktum er, at der er en betydelig modstand og opposition. Men netop derfor er det så vigtigt, at vi arbejder for at få det sat på dagsordenen også i de nye udviklingsmål, der følger efter FN’s 2015 mål.

Jeg vil slutte af med at fortælle jer lidt om, hvad jeg har oplevet og lært.

Det har været en rejse – en chokerende og berigende rejse.  Det begyndte med ordene fra en kvindelig fødselslæge fra Tchad, som fortalte:

”Når en kvinde bliver gravid i mit land, står hun med én fod i graven”.

Jeg kunne ikke forstå, at en kvinde i vores tid skulle risikere at miste sit liv for at give liv. Jeg ville gerne vide mere, og i det forløb gik det op for mig, at mødredødelighed – selvom det er en af de stærkeste manifestationer af ulighed i et samfund – kun var toppen af isbjerget.

Personligt ved jeg, hvor privilegeret jeg har været ved mine egne fødsler: Fuld adgang til information, sundhedsydelser og kvalificeret fødselshjælp. Hvor privilegeret, er jeg blevet bekræftet i gentagne gange i de sidste mange år. Men det kom endnu tættere på, da jeg så frygten i blikket på to højgravide syriske kvinder i en flygtningelejr i Jordan sidste år.

De var ikke førstegangsmødre, så de var udmærket klar over risikoen ved en fødsel og havde før krigen født med adgang til dét, jeg havde. Heldigvis var UNFPA til stede med basal fødselshjælp i denne krisesituation – men sikke en skræmmende kontrast for dem.

Som en del af rejsen har jeg besøgt mange lande med store udfordringer på disse områder, og her har jeg mødt:

• unge piger, som er udstødt fra deres lokal samfund på grund af ’fistula’ (alvorlige mén fra fødslen);

• mænd, som har mistet deres hustru under fødsel;

• kvinder i skjul fra deres voldelige mand;

• stigmatiserede HIV/AIDS ramte;

• unge, som kæmper for at bryde myter og formidle viden til andre unge om deres krop og deres rettigheder;

• enlige mødre i konfliktområder, som kæmper desperat for at forsørge ikke kun deres egne børn men også andre forældreløse familie-medlemmer.

Det er tydeligt, at der er alvorlige konsekvenser for individet og dets mulighed for at opnå dets fulde potentiale, hvor der er manglende respekt for fundamentale menneskerettigheder.

Det frustrerende er, at vi ved hvad vi skal gøre! Vi ved, at adgang til seksuelle og reproduktive rettigheder redder mange liv. Vi ved, at når moderen overlever, så øges chancerne for, at hendes børn overlever, og for at både mor og børn kan deltage aktivt og produktivt i samfundets udvikling.

Vi ved også, at ligestilling og adgang til rettigheder, herunder seksuelle og reproduktive rettigheder, er en af grundpillerne i bæredygtig udvikling og i udviklingen af sunde og levende samfund.

Mit engagement i fremme af seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder er drevet af ønsket om at bidrage til, at vi kan få omsat al den viden og erfaring, vi har om, hvordan vi sikrer alle retten til at bestemme over egen krop og sikrer, at denne dagsorden placeres centralt i diskussionerne om international udvikling.

Men for at det skal lykkes, har vi brug for alle gode og stærke kræfter. Og det glæder mig, at Amnesty International er blandt dem.

Når Amnesty International i år fejrer 50 år i Danmark, er det med blandede følelser, at jeg hermed siger tillykke.

For i den ideelle verden vil voldtægtsofre ikke være nødt til at gifte sig med forbrydere for at få tag over hovedet og mad på bordet.

I den ideelle verden havde vi slet ikke brug for Amnesty, hverken i Danmark eller internationalt.

I den ideelle verden havde vi heller ikke brug for et højniveau-panel til at skubbe på for, at verdens regeringer lever op til det, de aftalte for 20 år siden, eller for UNFPA til at arbejde for at sikre, at hver graviditet er ønsket, at hver fødsel er sikker, og at ethvert ungt menneske kan få lov at udnytte sit potentiale fuldt ud.

Men vi lever desværre ikke i den ideelle verden. Derfor arbejder vi videre – og derfor er jeg glad for, at der findes organisationer som Amnesty, der arbejder for at sikre individuelle menneskers rettigheder.

Så tillykke med de 50 år i Danmark – og tak, fordi jeg måtte komme i dag.