Kære Gæster 

En forårsdag i maj sidste år havde jeg det store privilegium at blive inviteret ind i en sorggruppe i Børn, Unge & Sorg. Her mødte jeg blandt andet Mathias, der havde mistet begge sine forældre. Mathias´ far døde, da han var fem år. Moderen døde i forbindelse med en fejloperation, da Mathias var 16 år. Han var meget alene med sin sorg efter moderens død og boede alene i hendes hus. En sorg som ødelagde hans liv. Først da Mathias var 21 år, fik han hjælp i Børn, Unge & Sorg. 

De unge i gruppen var alle i starten af 20’erne og delte samme skæbne, en skæbne jeg også delte med dem – de havde mistet deres mor, far eller som Mathias begge forældre. De unge var ude af stand til at bearbejde sorgen på egen hånd. 

Fælles for Mathias og de andre unge var, at sorgen var blevet behandlingskrævende. Nogle af dem havde svære traumer fra opvæksten med en syg forælder forud for dødsfaldet, og nogle havde udviklet en depression. De havde alle svært ved at koncentrere sig, og flere havde mistet lysten til at leve. Uden psykologbehandling risikerede de, at tabet af forælderen helt ville invalidere deres evne til at klare sig og gribe livet med alle dets muligheder og krav. 

Det er svært at beskrive, men at deltage i den session påvirkede mig stærkt personligt i længere tid. Jeg følte mig som en del af gruppen og var meget rørt og imponeret over deres evne til at lytte og at sætte ord på deres svære følelser og oplevelser. På trods af, at alle historier var unikke var der noget i hver historie som jeg kunne spejle mig i. 

Vores fælles skæbne skabte et rum - en sikker havn – hvor der eksisterede underforståelse, tillid og accept. Et rum hvor man følte sig fri til at udtrykke alle de svære tanker og bekymringer højt. Et rum som med tiden bliver de rammer, hvor de stille og roligt lærer at leve med deres dybe sorg. 

Under mit besøg i Børn, Unge & Sorg mødte jeg også nogle af de frivillige unge, der alle har mistet forældre eller søskende. 50 dedikerede unge frivillige bruger på imponerende vis deres egne dyrekøbte erfaringer til at hjælpe andre unge og give dem håb. Håb om, at det er muligt at få et godt liv igen, selvom det værst tænkelige er sket: At man har mistet en forælder alt for tidligt i livet. 

At møde de unge berørte mig dybt. Jeg ved, hvor tungt, svært og ensomt det er at miste en forælder tidligt i livet. Jeg kender også til den mur af tavshed, som de unge fortalte, at man møder fra ens omverden. Men vi skal ikke bebrejde vores omverden, fordi døden og angst ved døden er meget tabubelagt. 

Børn, Unge & Sorg arbejder også for at nedbryde de tabuer, der er forbundet med sygdom og død. Det kræver mod at sætte døden på dagsordenen og insistere på, at vi er nødt til at lære at ”få det bedre med døden”. Det kan være med til, at børn og unge, der oplever alvorlig sygdom eller død i den nærmeste familie, ikke igen og igen skal mødes af en mur af tavshed. 

Knap 140.000 børn og unge oplever i løbet af et år, at en far, mor, søster eller bror rammes af alvorlig fysisk sygdom eller dør. 3 ud af 10 børns og 1 ud af 10 voksnes sorg udvikles til en kompliceret sorg, som kræver behandling. Børn, Unge & Sorgs psykologer støtter og behandler børn og unge gratis, så de kan leve med sygdommen og sorgen bedst muligt og som en naturlig del af deres liv. Det kræver en specialists viden at finde og hjælpe den gruppe af børn og unge, som har brug for behandling. Det er netop det, Børn, Unge & Sorg kan og gør. Det har organisationen gjort med stor dedikation og mod i nu 15 år. 

Det kræver dedikation og mod at søsætte et ambitiøst evidensprojekt, som dokumenterer den behandlingsmetode, som Børn, Unge & Sorg anvender med imponerende effekt. Børn, Unge & Sorgs ambition som forsknings- og videncenter er, at deres evidensbaserede behandlingsmetode udbredes til fagfolk i hele Danmark. Så kan alle efterladte børn og unge med behov få adgang til specialiseret, effektfuld psykologbehandling, når de mister mor, far, søster eller bror. 

Jeg vil ønske Børn, Unge & Sorg tillykke med fødselsdagen. Jeg glæder mig til senere i eftermiddag igen at møde nogle af de unge, jeg var sammen med i sorggruppen. Jeg ser frem til at høre, hvordan de har det, halvandet år efter mit besøg.