H.K.H. Kronprinsens tale ved konferencen ”Offentlig ledelse i fremtiden” den 23. maj 2022

Offentliggjort den 23. maj 2022.

Kære alle

Det er dejligt at være sammen igen. I 2020 blev konferencen omdannet til webinarer. Sidste år kunne vi kun mødes godt 100 mennesker. I år er det er en fornøjelse at være her sammen med jer alle – over 550 deltagere. Vi er så mange, som vi overhovedet kan være i lokalerne. Vi er jo heldigvis mange, der interesserer os for god ledelse.

I har bidraget meget i de seneste år. I har sat retning og håndteret kriserne. Det er en af grundene til, at vi i Danmark står så godt, som vi gør i dag. Men vi må ikke hvile på laurbærrene. Der skal benzin på ledelsesmotoren. Eller måske snarere strøm på el-cyklerne. I dag skal vi lære af hinanden og af de seneste år, så vi kan blive (endnu) bedre ledere.

Hvis jeg beder jer nævne en god leder, hvem tænker I så på?

Jeg kunne nævne mange. Men særligt én har gjort indtryk på mig i år. Jeg tænker på en politisk leder. Volodymyr Zelenskyj. Ukraines præsident. Hans tale på årsdagen for Danmarks befrielse var stærk. Han talte om drømmen om frihed og fred. Han understregede, at det er lige nu i Ukraine, at fremtiden for Europa afgøres. I talen – men også ved sit personlige eksempel – sætter han retning for Ukraines forsvarskamp.

Han kan gøre det, fordi han er valgt af det ukrainske folk. Selvom situationen herhjemme er mindre dramatisk, gælder det samme for vores egne folkevalgte politikere. De skal sætte den overordnede retning for Danmark. For regionerne. For kommunerne.

For mange politikere skal den indsats ske ved siden af et almindeligt arbejdsliv. Den typiske kommunalpolitiker bruger 18 timer om ugen på det politiske arbejde. Det handler om alt fra folkeskoler til ældrepleje. Det handler om at skabe en velfungerende offentlig sektor, der understøtter vores velfærdssamfund. Det kræver god politisk ledelse, men det forudsætter også, at der er tillid til systemet.

De byrådspolitikere og regionsrådsmedlemmer, der tiltrådte i år, har lagt sig i selen for at blive gode ledere - både som enkeltpersoner og sammen. Jeg ved, at ledelsescenteret har bidraget i den sammenhæng. Kommunerne har prioriteret både politikudvikling, samspillet med embedsværket og – måske allervigtigst – det interne samarbejde mellem politikerne. Og nogle af borgmestrene har som noget nyt arbejdet med deres personlige ledelsesgrundlag. De har taget sig tiden til at overveje, hvordan de vil bedrive ledelse i de næste fire år. Hvilke værdier bygger deres ledelse for eksempel på? De folkevalgte sætter med andre ord fokus på ledelsesdelen af deres politiske virke.

Hvad er det så for nogle udfordringer, lederne står over for? Hvad optager politiske ledere, offentlige ledere og ledere i den private sektor? En helt central udfordring lige nu er rekruttering og fastholdelse. Det er afgørende at tiltrække de rigtige mennesker og sikre, at de har lyst til at forblive i organisationen.

På konferencen i dag er der hele to sessioner om rekruttering. Så I kan godt glæde jer. Og bare rolig. Jeg skal nok lade være med at remse alle 18 sessioner op. Men lad mig sige dette: Jeg er stolt over den måde, hvorpå ledelsespraktikere og ledelsesforskere arbejder sammen her i Danmark. Det er faktisk ret unikt at have konferencer som denne, hvor dygtige praktikere og forskere udvikler sig sammen. Jeg ved også, at ledelsescenteret i høj grad værdsætter den måde, I bringer jeres erfaringer i spil sammen med forskningen. Det er meget værdsat.

Vores erfaringer som ledere stammer fra mange forskellige steder. For mit vedkommende formede min tid i Forsvaret mit blik på ledelse. Ligesom politikerne har to funktioner, bibeholder man som officer sin designering i Forsvaret, når man får et civilt job. Ledere med ”et dobbelt ansvar” er en fordel både for virksomheden og for Forsvaret, særligt i disse tider er god ledelse i Forsvaret vigtig, og samspillet mellem offentlig, privat og militær ledelse kan gøre alle tre dele stærkere. Virksomheden nyder godt af mennesker med stor modstandsdygtighed, evne til at bevare overblikket og høj stress-tærskel. Forsvaret kan trække på reservestyrken i opgaveløsningen. Og det enkelte menneske behøver ikke at vælge imellem at bidrage som soldat eller som civilist. Denne fleksibilitet gør, at vi kan lykkes.

Og vi skal lykkes med ledelse. Det bringer mig tilbage til Ukraine og til Zelenskyj. Hans tale mindede mig om, at vi har noget, der er værd at kæmpe for. Især i dagligdagen. Vores fællesskaber er indlejret i hinanden. Familie. Nabolag. Kommune. Region. Danmark. Verden. Vi hører sammen i både de små og de store fællesskaber.

At skabe resultater sammen i disse fællesskaber kræver ledelse. Det betyder noget at have gode ledere. God ledelse i Forsvaret er vigtigt. Og det samme gælder for daginstitutioner, hospitaler og detailvirksomheder. Alle organisationer har fortjent god ledelse.

Her kan læring fra de seneste år hjælpe os. Men det har været en hård omgang. Så mange tak for jeres bidrag til at bringe landet sikkert gennem kriserne! Og rigtig god læringslyst på resten af konferencen!

 

(Det talte ord gælder)