Efter sigende skulle Christian 9. have kastet sig ud i redningsarbejdet af Den Kongelige Malerisamling, da Christiansborg stod i flammer en oktobernat i 1884. Hvis anekdoten holder stik, er det måske ikke så utænkeligt, at min tiptipoldefars nødhjælp fik betydning for evakueringen af de mange kunstværker. Da slottet var brændt ned til grunden, var langt de fleste og vigtigste kunstværker reddet. Griber man denne tragedie en anelse poetisk an, kan man sige, at de hærgende flammer dannede kimen til et nyt nationalgalleri. Blot tolv år efter kunne Statens Museum for Kunst åbne sine døre for publikum.

Men historien om Statens Museum for Kunst begynder ikke her. Vi skal tilbage til 1521 og endnu en dansk konge. Det år nævner kunstneren Albrecht Dürer i sin dagbog, at han har foræret Christian 2. en serie af sine allerbedste grafiske tryk – værker der i dag befinder sig her på museet. Christian 2.s interesse for billedkunst blev siden opretholdt af de efterfølgende konger. Der blev ansat hofkunstnere, og kongerne indkøbte selv kunst til den voksende samling.

Siden har kunsthistorikere taget over, hvor kongerne slap. Kongefamiliens kunstsamling har med tiden fået skarpt med- og modspil af eftertidens kunstnere. I dag hører det til museets fornemste opgaver at aktualisere den billedkunstneriske kulturarv med jævne mellemrum; at iscenesætte sine samlinger på baggrund af den nyeste viden og på en måde, så kunsten taler bedst muligt til tiden.

Generøs støtte fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal samt Det Obelske Familiefond har muliggjort de nye samlingspræsentationer. Når Statens Museum for Kunst i dag åbner tredje og dermed sidste etape af den gennemgribende revitalisering af samlingerne, vil det igen være muligt for museets gæster at tage vandringen gennem 700 års kunst. Sidste år åbnede nye, formidlingsstærke præsentationer af den ældre europæiske kunst, af dansk og nordisk kunst frem til 1900 samt af den franske modernisme. 

Nu er turen kommet til det 20. århundredes kunst og den allernyeste samtidskunst. Et hæsblæsende kapitel i kunsthistorien, hvor kunsten detonerer i et væld af nye retninger og strømninger. Som det tydeligt fremgår i udstillingssalene, er der tale om værker, som ikke nødvendigvis er salonfæhig. Det er kunst, der vil os noget, og som har noget på spil. 
Og som sådan er det kunst, der griber til radikale udtryksformer, og som glubsk gør brug af stadig nye materialer og medier. Det inspirerer og provokerer. Der er tale om endnu en stor bedrift, som museet kan være stolt af, og som publikum kan glæde sig til. En bedrift, der samtidig markerer afrundingen på flere års arbejde med at sætte de 700 års kunst i nye rammer. Stort tillykke til museet og til museets gæster.

Jeg erklærer hermed ”Dansk og International Kunst efter 1900” for åben.