Grønland er et stort land. Et næsten ufatteligt stort land. Når man rejser hertil med fly og har muligheden for at kigge ned og se på Grønland, i frostklart solskin, ja, så er det stadig stort.

På mange måder er det storslået, men det er også lidt skræmmende, fordi så store elementer minder én selv om, hvor lille man er.  Det minder én om, hvor meget man har brug for fællesskaber, hvor godt det er, at der er andre der har brug for nogen at dele oplevelser og viden med.

Hvis man fokuserer på de ting der er omkring os, på forskelligheden i fauna, og på det ekstreme klima, så er der meget store forskelle mellem grønland og resten af verden. Men hvis man ser på de ting vi har tilfælles - som mennesker – har vi næsten alle de samme udfordringer.  

Alle steder hvor mennesker mødes finder man noget at være fælles om, det kan være en skole, sport, hobby eller et spil.  Men det kan også være et arbejde eller et specifikt felt der kræver en særlig specialiseret viden.

Mennesker med autisme har lige som andre mennesker brug for at have en identitet.  At være en del af et fællesskab hjælper dem til at udvikle og finde deres identitet.  Det giver tryghed og overskud til at være nysgerrig.   Når man er nysgerrig opdager man - på et tidspunkt - at man er god til noget. Når man er god til noget får man anerkendelse.

Jeg har tit mødt autister som strålede af selvtillid over den anerkendelse det er at få et job, et ansvar eller bare en identitet . Det er en fantastisk og rørende oplevelse!  

Sidste forår, viste en undersøgelse, at der kun er 1 af 10 mennesker med autisme som har et rigtigt arbejde, tallet er meget lavere end for andre handicapgrupper.  Det er alt alt for få! Specielt når vi ved, at mange autister har unikke evner i forhold til at kunne bevare fokus, arbejde systematiseret og rutinepræget og levere den samme høje kvalitet dag efter dag, måned efter måned.

Det er evner som mange moderne virksomheder kan profitere af.

Nogen autister kan ting med deres hjerne som vi andre slet ikke kan forstå er mulige. Men det er ikke alle sammen mennesker med unikke talenter, nogen af dem er bare unikke mennesker der gerne ville gå på arbejde og være selvstændige. 

Det er ekstremt vigtigt for mennesker med autisme at finde en aktivitet som hjælper dem med at holde fokus og at finde ro.

Når man har pårørende med autisme, har man et usynligt bånd med andre forældre og søskende i samme situation. Man deler noget som fylder gigantisk i ens eget liv og som har stor betydning for fremtiden. Ikke bare for den der har autismen, men for hele familien og for familiens netværk. Man kan tale med den anden om de udfordringer autismen giver i familien - og vide at man bliver forstået.

Denne gang er det Danmark der besøger Grønland. Men oftest mødes vi når Grønlandske forældre rejser til Danmark for at få hjælp fra de helt specialiserede børnehaver og skoler. Det er voldsomt når familier vælger at rykke deres rødder op. Det er en stor belastning for familierne at skulle starte forfra med at skabe netværk og finde arbejde.

De næste dages konference har et omfattende program fra morgen til aften. Der skal deles vigtig viden om autisme her fra talerstolen i mange timer. Men det er også vigtigt - måske det vigtigste - at alle der er her de næste 3 dage, husker at skabe netværk med hinanden og at dele jeres erfaringer og viden.  Der er mange løsninger/muligheder hvis man samler kræfterne ved at hjælpe og støtte hinanden.

Og der er en tryghed i at vide at andre også oplever at autismen kan udfordre, at andre kan have store problemer med at tackle en situation men er kommet igennem det - en erfaring rigere.

Jeg håber at denne konference bliver begyndelsen på en tid hvor vi gør tingene anderledes, end vi har gjort før. En start på et bredere samarbejde imellem forskellige faggrupper, imellem professionelle og forældre og imellem autismespecialister i Danmark og i Grønland.