Noget af det, der står klarest for mig fra min barndom, er måltiderne. I Frankrig fylder mad som bekendt ret meget.

Det ville min svigerfar have kunnet tale med om.

Og i min familie har det ”at spise sammen” altid været noget nærmest helligt. Der var ingen undskyldning for at blive væk fra aftensmaden, for det var der, vi mødtes. Det var der vi talte sammen.

Derfor er der også et bestemt ord, jeg altid har forbundet med måltidet. Nemlig ordet: Respekt.

Respekt for den, som har lavet maden. Hende eller ham, som har brugt tid og kræfter på maden og lagt kærlighed i den, så vi andre kunne blive mætte og glade.

Respekt for den særlige ramme, måltidet danner om ethvert fællesskab, hvor man samles om det helt nødvendige og livgivende for os som mennesker: at spise.

Respekt for dem som ikke få nok mad, dem der lider af sult. 

Og ikke mindst Respekt for selve maden. For de råvarer, som er blevet dyrket, plejet, høstet og forarbejdet, og som nu ligger på tallerkenen som et dejligt måltid.

Mad er noget, vi samles om.

Mad er det, vi skal leve af.

Mad er noget, alt for mange har alt for lidt af.

Mad er ikke noget, man smider væk!

Respekt for maden er ikke noget, der kommer af sig selv.  Det er noget, man skal lære som barn.

Hvis maden bare kommer flyvende ind i munden på en, uden man har noget forhold til, hvor den kommer fra, eller hvordan den er blevet til, og hvis man ovenikøbet bare sidder og kigger på sin telefon eller fjernsynet uden at smage ordentligt på den – så er det svært at få respekt for maden.

Derfor har vi som voksne et ansvar for ikke bare at tale om maden på en respektfuld måde, men også at vise vores børn, at vi selvfølgelig bruger al den mad, vi har købt ind i supermarkedet, og at involvere dem i både indkøb og madlavning, så de ved og forstår, at mad er en værdifuld ressource.

At mad ikke er noget, man smider væk.

Børn i dag hører meget om klimaforandringer, om drivhusgasser og om, at det er vigtigt at gøre noget for at passe på vores Jord.

Det kan være svært for et barn i fjerde klasse at overskue den viden, fordi de ikke rigtig ved, hvad de skal gøre. Måske bliver de bekymrede og bange.

Så er det dejligt, at man som forældre kan fortælle dem, at der er noget helt konkret, de kan gøre ved det.

At man kan fortælle dem, hvor vigtig en opgave det er at bruge maden i stedet for at smide den ud.

At give dem deres lille overskuelige opgave for at passe på klimaet – nemlig at undgå madspild.

Jeg ved godt, det kan virke som en ekstra opgave i en travl hverdag.

Men det behøver faktisk ikke at være så svært at tage dem med ud i køkkenet og kigge ind i køleskabet og se, om der er noget, vi kan lave biksemad af i aften, i stedet for at smide resterne ud og købe nyt.

Biksemad er faktisk en ret undervurderet ret!

Børn elsker at lege og bruge fantasien – og der er rig mulighed for begge dele, når man står med alle de forskellige madvarer fra køleskabet og skal finde på, hvordan man kan lave aftenensmad.

Og så er det en god lejlighed til at tale med børnene om, hvordan respekten for maden hænger sammen med respekten for naturen, fordi det hele er forbundet.

Madspild er en af de største enkeltstående belastninger af klimaet. Det er samtidig en af de belastninger, som det er lettest at gøre noget ved. Derfor er det et godt sted at starte – også med børnene.

Men børn gør som bekendt ikke, hvad vi forældre siger.  De gør, hvad vi gør.

Derfor er det vores ansvar som voksne at være forbilleder for den næste generation og vise dem med vores handlinger, at mad er noget, man behandler med respekt.