Tak Søren Christian for de pæne ord.

Jeg vil gerne benytte lejligheden til at sende mine varme tanker til generalsekretær Birgitte Qvist-Sørensen, som desværre er forhindret i at være her.

Tusind tak for den meget rørende videohilsen.

Tak alle sammen – medarbejdere, repræsentanter for råd og bestyrelse, fordi I er her i dag for at fejre mit 10-års jubilæum. Tiden flyver…

Tak til alle ansatte og frivillige i Folkekirkens Nødhjælp for jeres kæmpe indsats for verdens fattige, tak for hver dag I skaber håb i verden.

Og tak fordi jeg må være jeres protektor. Det er jeg meget beæret og ydmyg overfor – og jeg ser frem til at fortsætte samarbejdet med jer.

Rejser og lande, mennesker og møder, gribende oplevelser og stærke indtryk har sat dybe aftryk. Det har givet mig ny indsigt og perspektiver på verden. Det har betydet – og betyder – utroligt meget for mig.

Min første rejse til Cambodja i 2012 satte et helt særligt aftryk.

Jeg var forberedt. Jeg havde sat mig ind i programarbejdet. Jeg havde studeret landets historie, geografi og politiske forhold… Men der er ting, man ikke kan forberede sig på ved studie.

Man er ikke forberedt på det, man ser. 

Det handler om fattigdommen i slumkvarterer. Gadebørn. Familier, der boede tæt sammen i et lille skur med bliktag. Fattigdom på landet. Oversvømmelser fra Mekong-floden. Familier med syge børn i fugtig varme. Mennesker, der reelt set intet ejer.

Men jeg blev naturligvis også mødt af håb og handling fra Folkekirkens Nødhjælps dygtige medarbejdere og lokale partnere i Cambodja:

De som hjalp de fattige familier i slumkvarteret med at starte en lille forretning op.

De som gav uddannelse til gadebørn.

De som støttede med fødevarehjælp på landet.

Den rejse rørte mig dybt og overbeviste mig om, at I gør en forskel i verden, og det ønskede jeg at bidrage til.  Resten er historie, som man siger.

Rejsen fortsatte til Etiopien i 2014. Min første rejse til Afrikas Horn. Omgivet af landsbyens beboere fik jeg indsigt i, hvordan Folkekirkens Nødhjælp i praksis arbejder på at opbygge robuste samfund. Samfund der kan modstå klimaforandringer med nye tørkeresistente afgrøder, vandingskanaler, låne-spare-grupper.

Rejsen til Myanmar i 2016 står som et besøg i det smukkeste land, men med en utrolig fattig befolkning. Vi sejlede ud til små landsbyer bygget på stolper i søen. Besøgte familier og blev modtaget med åbne arme. Jeg tænker tit på, hvordan de har det i dag.

Rejsen til Uganda i 2020 står i tydelig, tydelig erindring. Arbejdet med at uddanne både flygtninge og de lokale bønder i nye afgrøder handler både om at redde liv og opbygge robuste samfund. Og jeg vil aldrig glemme de kvindelige farmere, deres køkkenhaver og livsmod.

Uanset hvor jeg har rejst med Folkekirkens Nødhjælp, har jeg været imponeret over, med hvilken omhu man udvælger projekter og rekrutterer medarbejdere. Det er ikke nemt, for det er følsomme kulturer, man opererer i, og det handler om menneskeskæbner i sidste ende.

Det har også betydet meget for mig at blive involveret i Folkekirkens Nødhjælps minerydningskampagne. Miner der hver eneste dag skader børn og voksne. Som i de mest alvorlige tilfælde koster liv.

Det er så vigtigt med uddannelse og oplysning om minefare - og brug af moderne teknologi til at rydde miner og fjerne ueksploderet ammunition. Mit besøg på Skive Kaserne, hvor Folkekirkens Nødhjælp uddanner mineryddere fra hele verden, gjorde et stort indtryk på mig. Ikke mindst da jeg mærkede braget og trykbølgen fra en eksplosion.

Og selvfølgelig skal jeg nævne Wefood og kampen mod madspild. Det koncept giver så god mening. Både set i et moralsk perspektiv – for nej, man smider ikke mad ud. Og også i et fattigdomsperspektiv – vi investerer overskuddet i at bekæmpe sult. Og endelig giver det også god mening i et klimaperspektiv.

En særlig tanke og hilsen til alle frivillige, der er involveret i Wefood- og genbrugsbutikker landet rundt. Jeg ser frem til at besøge jer i fremtiden.

Hver rejse har været enestående. 

Hver person, jeg mødte, har hjulpet mig med at blive et bedre menneske.  Et menneske, der har set, hvor langt medfølelse og generøsitet kan føre os. 

Jeg kunne blive ved med at tale om mine rejser og oplevelser med jer. 

Jeg kunne blive ved til 100-års jubilæet…

Af hjertet tak.