Personligt ved jeg, hvor privilegeret jeg har været ved mine egne fødsler: Fuld adgang til information, sundhedsydelser og kvalificeret fødselshjælp. Hvor privilegeret, er jeg blevet bekræftet i gentagne gange de sidste mange år. Men det kom endnu tættere på, da jeg så frygten i blikket på to højgravide syriske kvinder i en flygtningelejr i Jordan sidste år. 

De var ikke førstegangsmødre, så de var udmærket klar over risikoen ved en fødsel og havde før krigen født med adgang til dét, jeg havde. Heldigvis var FNs Befolkningsfond til stede med basal fødselshjælp i denne krisesituation.

Men fakta er, og skræmmende at tænke på, at 40 millioner kvinder hvert år føder uden professionel fødselshjælp, og 2 millioner kvinder føder helt alene. Tal, som fortæller om en barsk virkelighed. En virkelighed, man må forholde sig til. For bag de dystre tal gemmer der sig mennesker og skæbner.

For et par måneder siden deltog jeg i FN’s Kvindekommissions Samling i New York. Den primære fokus var at gøre status på, hvad verden har opnået i implementeringen af 2015-målene for kvinder og piger og hvilke udfordringer, der består, nu hvor de nye FN-mål er under forhandling.

Der har været betydelig succes og vigtig fremgang – også for kvinder og piger, siden verdenssamfundet for 15 år siden gav et løfte om at forbedre verden ved at arbejde mod de otte ”Millennium Development Goals”.

Mennesker, som lever i fattigdom, er halveret, og flere børn kommer i skole. Men når vi gør status, er det de mål, som har kvinder og piger i centrum, der halter mest bagud. Herunder MDG5, målet om at forbedre mødresundhed og reducere mødredødelighed.

Manglen på resultater skyldes primært store uligheder i verden.

Kvinder og piger møder fortsat systematisk diskrimination og uretfærdigheder. De betaler den højeste pris for manglende respekt for deres fundamentale ret til at bestemme over deres egen krop. Det, som vi kalder seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder, og som udover mødredødelighed blandt andet omfatter: 

- tidlig og tvunget ægteskab, 
- teenagegraviditet,
- omskæring af piger,
- adgang til seksualundervisning, 
- adgang til prævention, 
- og vold mod kvinder. 

Det sker til trods for, at FN’s Menneskerettighedserklæring og Kvindekonventionen for længst har slået fast, at ”retten til at bestemme over egen krop” er en basal menneskeret. Det blev gentaget i 1994 ved den Internationale Befolknings- og Udviklingskonference i Kairo – kaldet ICPD, hvor 179 lande placerede ”retten til at bestemme over egen krop’ i hjertet af en visionær og banebrydende aftale. 

ICPD-aftalen var banebrydende, fordi den flyttede befolkningspolitik fra ”at tælle mennesker” til øget fokus på menneskerettigheder og det enkelte individs livskvalitet. 

Med Kairo-programmet erkendte verden, at reproduktive rettigheder og sundhed var grundpillerne i bæredygtig udvikling og befolkningsudvikling. Og med inspiration fra Kairo har ICPD-politikker og -programmer siden været med til at redde og forbedre livet for millioner af mennesker. Men i dag, 20 år senere, er denne dagsorden stadig ikke en virkelighed for hundrede millioner mennesker verden over. 

Det er bekymrende, at den kritiske masse, som var enige i Kairo for 20 år siden, nu er blevet mindre. 
Der er ingen tvivl om, at seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder fortsat er et meget følsomt emne og mødes med opposition og stor modstand. Ideologi, religion, kultur og traditioner sætter hver dag kvinder og pigers rettigheder og muligheder under pres. Man kan sige, at dele af verden er blevet mere konservativ. 

Som medlem af det internationale Højniveau-panel for ICPD, og som protektor for FNs Befolkningsfod og Maternity Foundation arbejder jeg for at sikre, at kvinder og piger får en central plads i de nye udviklingsmål, der følger efter FNs 2015 mål, som netop nu er til forhandling.

Mødredødelighed er en af de stærkeste manifestationer af ulighed i et samfund og en barsk konsekvens af krænkelsen af kvinder og pigers seksuelle og reproduktive sundhed og rettigheder. 

Og selvom mødredødelighed er reduceret med næsten halvdelen på verdensplan, sker det for lidt og for langsomt. Hver dag dør 800 kvinder i forbindelse med graviditet og fødsel. Det svarer til, at hvert 2. minut mister en kvinde livet til det, som burde være ”lykkelige omstændigheder”. 

Når en mor dør, har det alvorlige konsekvenser for hendes familie og samfundet:

- Et moderløst barn har 10 gange så stor risiko for at dø inden for de to første år. De har også langt større risiko for at få dårligt helbred eller ikke komme i skole. 

- For hver kvinde, der dør, vil 20 mere få varige mén eller komplikationer. 
Jeg har mødt kvinder med så alvorlige mén af svære fødsler, at de var blevet udstødt fra deres familier og samfund. Mén, som var opstået for eksempel fordi, deres krop var for umoden til at være gravid, eller fordi de ikke havde adgang til kvalificeret fødselshjælp.

Det er tragisk og ubegribeligt, at det skal koste liv at give liv. Og det er uacceptabelt, når vi ved, hvad der skal gøres, og når der findes effektive løsninger, som kan være med til at forhindre langt de fleste dødsfald. 

Med den rette behandling behøver komplikationer som blødninger og svangerskabsforgiftning ikke at være en dødsdom. 

Det vigtigste sted at begynde er at sikre, at alle familier – uanset hvor fattige de er – har adgang til kvalificeret fødselshjælp. 

I Etiopien, hvor Maternity Foundation arbejder, føder kun 10 procent af kvinderne med fødselshjælp. Det er vigtigt at pointere, at tallet dækker over stor ulighed – for en rigere kvinde er det 20 gange mere sandsynligt at have professionel fødselshjælp end en fattig kvinde. 

Jeg har i en årrække fulgt Maternity Foundations arbejde. Det er gået stærkt og imponerende godt for organisationen. De har vist, at det ikke altid er størrelsen på en organisation, men ekspertise og konkrete løsninger, der er afgørende for at hjælpe på en effektiv måde. 

I forbindelse med FNs Kvindekommissionsmøde oplevede jeg den store interesse for nye partnerskaber og løsninger, som for eksempel Maternity Foundations og Københavns Universitets nye mobilløsning "The Safe Delivery App". Den skal vi høre mere om senere. 

Maternity Foundations Mors Dag kampagne er med til at rejse midler til det vigtige arbejde i Etiopien. Samtidig er en vigtig effekt af kampagnen, at den kan sætte fokus på mødredødelighed og holde liv i debatten her i vores samfund, hvor problemer som disse ligger meget fjernt.

Hvis MDG5 skal nås – en reduktion af mødredødeligheden med to tredjedele inden 2015 – kræver det en accelereret indsats, og selv da, er det tvivlsomt, om målet nås. Fokus, debat og handling er vigtig, ikke mindst i øjeblikket hvor vi har en unik chance for at sikre at kvinder og piger er placeret centralt på dagsordenen i den næste runde af globale udviklingsmål.

Når man tænker på, at kvinder og piger udgør halvdelen af et lands potentielle talentbase, afhænger dets konkurrenceevne på lang sigt i betydelig grad af, om, og hvordan, det beskytter, uddanner og involverer dets kvinder og piger – hvordan det investerer i kvinder og piger er afgørende.

At redde en mor, er at investere i kvinder. Og når man investerer i en kvinde, leverer hun for sine børn, sin familie, sit samfund og sit land.