H.K.H. Prinsesse Marie deltog den 2. juni 2025 som protektor i et arbejdsmøde med Hjernesagen på Amalienborg.
Prinsessen har siden 2024 været protektor for organisationen, og under mødet præsenterede landsformand Jens Bilberg og direktør Anne Hertz Hjernesagens arbejde og aktuelle projekter.
Hjernesagen er en landsdækkende forening, der arbejder for at forebygge og forbedre behandlingen af stroke – blodpropper og blødninger i hjernen – samt andre erhvervede hjerneskader. Foreningen tilbyder rådgivning, støtte og fællesskab til både ramte og pårørende og har omkring 9.500 medlemmer fordelt over hele landet.