Piger og kvinders sundhed og rettigheder var på dagsordenen, da H.M. Dronningen den 23. februar 2026 mødtes med den nye eksekutivdirektør for FN’s Befolkningsfond (UNFPA), Diene Keita.
På mødet, som fandt sted i Frederik VIII’s Palæ på Amalienborg, fortalte eksekutivdirektøren om UNFPA’s igangværende arbejde og prioriteter samt om de udfordringer, organisationen står over for i sit globale arbejde.
Dronningen og Diene Keita drøftede derudover projektet ”The 10 Million Safer Births Initiative”, som Dronningen lancerede sidste år i Nigeria. Initiativet bygger på en konkret og ambitiøs målsætning om at give op mod 10 millioner kvinder adgang til en mere sikker fødsel inden udgangen af 2030 på tværs af Afrika syd for Sahara.
Dronningen har været protektor for UNFPA siden 2010.