H.M. Dronningen overrakte fredag den 11. oktober 2019 Dronning Ingrids Forskerpris til overlæge, ph.d. Lene Terslev fra Rigshospitalet.
Prisen uddeles årligt i forbindelse med Den Internationale Gigtdag til en markant profil inden for dansk gigtforskning, der gennem sin videnskabelige indsats fremmer mulighederne for at forebygge og behandle gigt. Lene Terslev modtog prisen for sin forskning i ultralydsscanning.
Forskerprisen blev indstiftet i 1978 for at markere Dronning Ingrids 25-årige virke som protektor for Gigtforeningen. Dronningen har sidenhen overtaget sin mors protektion.