Kongehuset offentliggør kort film om H.K.H Kronprinsens REX-tur
Hans Kongelige Højhed Kronprinsen gennemførte i sidste uge sammen med sin deling den obligatoriske REX-tur som del af værnepligten ved Gardehusarregimentet i Slagelse.
Værd at vide om REX-tur:
- REX-turen varer fire døgn.
- Turen varierer altid fra hold til hold og justeres løbende for at sikre en uforudsigelig og udfordrende indsættelse. Dermed ved ingen af de værnepligtige, hvad de udsættes for på forhånd.
- Øvelsen er opdelt i to dele á 48 timer. Først en beredskabs- og bevogtningsdel, hvor værnepligtige aktiveres og indsættes med kort varsel. Dernæst følger REX-delen med fokus på opgaveløsning under vanskelige forhold. Begge dele varer 48 timer.
- Værnepligtige tilbagelægger omkring 50 kilometer på 36 timer med fuld udrustning på 25-30 kg inklusive våben og ammunition. Kronprinsen nåede op på cirka 65 kilometer, da han som næstkommanderende deltog i ekstra patruljer og rekognosceringsopgaver under øvelsen.
- Søvn: Der er meget begrænset hvile under hele øvelsen. Typisk får soldaterne to timers pause én til to gange i døgnet.
- Mad: Hver værnepligtig får én feltration til hele øvelsen. Den indeholder 3700 kalorier og er oprindeligt beregnet til ét døgn. En feltration består af langtidsholdbare frysetørrede måltider og snacks. Undervejs gennemføres der én primitiv madlavning, hvor deltagerne tilbereder fisk og grøntsager i felten.
Om tilblivelsen af filmen:
To fotografer udsendt af Kongehuset fulgte dele af øvelsen.
De har udelukkende observeret øvelsen og har hele tiden været holdt på behørig afstand og har ikke kunne interagere med de værnepligtige.
Kongehuset har på intet tidspunkt været ind over tilrettelæggelsen af feltøvelsen.
Kongehusets fotografer fik helt kort lov at tale med Kronprinsen efter aftale med Delingsføreren. Det skete første gang efter, at øvelsen startede mandag morgen kl. 04.00. Dernæst på dag tre om eftermiddagen og slutteligt efter REX-mærket var kommet i hus.
Filmen er offentliggjort på Kongehusets digitale platforme. For billedmateriale henvises til Kongehusets mediebank.