15. september 2021 | Galleri
Pressemøde om Dronning Ingrids Hæderslegat 2022
Del
Pressemøde om Dronning Ingrids Hæderslegat 2022
H.K.H. Prinsesse Benedikte afholdt den 15. september 2021 pressemøde om Dronning Ingrids Hæderslegat 2022.
I 2022 bliver Dronning Ingrids Hæderslegat uddelt for tiende og sidste gang. For at markere dette har H.M. Dronningen sammen med sine søstre Prinsesse Benedikte og H.M. Dronning Anne-Marie besluttet at benytte Amalienborgs fire palæer til en tv-transmitteret festforestilling i balletten og musikkens tegn. Forestillingen vil kunne ses i et gallashow på TV 2 den 27. marts 2022.
Foto: Keld Navntoft, Kongehuset ©
Pressemøde om Dronning Ingrids Hæderslegat 2022
”Palæerne Danser” er titlen på forestillingen, der vil bestå af fire balletstykker tilpasset de fire riddersales meget forskelligartede udtryk. Balletstykkerne er koreograferet af solist og koreograf Tobias Praetorius, og musikken vil blive arrangeret af komponist Karsten Fundal. Både Tobias Praetorius og Karsten Fundal er tidligere modtagere af Dronning Ingrids Hæderslegat.
På pressemødet præsenterede Prinsesse Benedikte programmet og rammerne for festforestillingen ”Palæerne Danser”. Ved pressemødet deltog også koreograf og solist Tobias Praetorius og bestyrelsesmedlem i Dronning Ingrids Hæderslegat Lars Liebst.
Pressemødet fandt sted i Christian VIII’s Palæ på Amalienborg.
Foto: Keld Navntoft, Kongehuset ©
Pressemøde om Dronning Ingrids Hæderslegat 2022
Dronning Ingrids Hæderslegat er doneret af Oak Foundation. Legatet, der har været uddelt hvert andet år siden 2005, er i Dronning Ingrids ånd øremærket til videre studier og dygtiggørelse inden for dans og musik. Festforestillingen ”Palæerne Danser” transmitteres af TV 2 og realiseres med støtte fra Den Kongelige Formidlingsfond, VisitDenmark og Wonderful Copenhagen.
Foto: Keld Navntoft, Kongehuset ©