H.K.H. Prinsesse Benedikte overværede den 23. september 2021 en støttekoncert til fordel for Landsforeningen mod spiseforstyrrelse og selvskade.
Koncerten, som markerede Landsforeningen mod spiseforstyrrelse og selvskades 20-års jubilæum, fandt sted i Stærekassen ved Det Kongelige Teater i København. Den Kongelige Livgardes Musikkorps, dirigent Nikolai Bøgelund samt solisterne Isam B og Marie Carmen Koppel stod for de musikalske indslag.
Fra Stærekassens scene holdt Prinsessen tale om blandt andet vigtigheden af organisationens arbejde.
Prinsesse Benedikte har siden 2001 været protektor for Landsforeningen mod spiseforstyrrelse og selvskade, der er en patientforening, som arbejder for personer berørt af en spiseforstyrrelse eller selvskade og for deres pårørende.