VIDEO: Kongehusets julekalender 2021

Nedtællingen til juleaften begynder for alvor i morgen, hvor Kongehuset præsenterer en digital julekalender, der byder på et juleeventyr om Hendes Majestæt Dronningens håndlavede nisser.

Omdrejningspunktet for årets julefortælling vil være en oplevelsesrejse gennem den danske kongerække, hvor nisserne i følgeskab af en juleengel støder på spor, som danske konger og dronninger gennem mere end 1000 år har efterladt sig. Juleeventyret bringer dermed fortællinger om nogle af de mange majestæter, som har siddet på den danske trone forud for Dronningen, og således markerer julekalenderens tema samtidig, at Dronningen i januar 2022 har 50-års Regeringsjubilæum.

Den første låge åbnes i morgen den 1. december kl. 7.30 på Kongehusets sociale medieprofiler på Facebook og Instagram samt på hjemmesiden kongehuset.dk.