Klargøring af Royal Run 2021

Den 12. august 2021 er der en måned til at startskuddet går til Royal Run. Derfor er der travlt på det lager, der skal klæde Aalborg, Sønderborg, Odense, København/Frederiksberg og Rønne på, når det store event løber af stablen.

H.K.H. Kronprinsen besøgte onsdag den 11. august 2021 et lager og en produktionshal i Farum, hvor samtlige bannere, kilometermærker, plakater og portaler bliver trykt og opbevaret, inden det hele skal sendes ud til Royal Run-byerne Aalborg, Sønderborg, Odense, København/Frederiksberg og Rønne.

Under sit besøg prøvede Kronprinsen at pumpe den store målportal op, og derudover var Hans Kongelige Højhed med til at printe plakater og tilse de mange medaljer, der skal hænge om halsen på de nu mere end 70.000 tilmeldte deltagere den 12. september.