Mary Fonden støtter unge kvinderettighedsfortalere

Mary Fonden støtter unge kvinderettighedsfortalere, der deltager ved konferencen Women Deliver, med 250.000 kr.

H.K.H. Kronprinsessen ved flaghejsningen, der fandt sted i forbindelse med et Women Deliver inspirationsmøde om udvikling af idéer op til "Women Deliver 2016 Conference". Foto: Jens Nørgaard Larsen, Scanpix

Med Mary Fondens særlige donation er det blevet muligt for 13 unge kvinder og mænd fra forskellige dele af verden at deltage ved Women Delivers globale konference om piger og kvinders sundhed, rettigheder og trivsel, der afholdes i København i maj 2016.

Modtagerne af stipendierne – 11 kvinder og 2 mænd – kommer fra Malawi, Egypten, Kenya, Cuba, Ghana, Uganda, Malaysia, Benin, Zimbabwe og Sri Lanka. De er alle involveret i arbejdet for kvinders sundhed og rettigheder i deres hjemland og har for fleres vedkommende også fungeret som rådgivere i internationale sammenhænge. Seksuel og reproduktiv sundhed, vold mod kvinder og børn samt retten til uddannelse og arbejde er emner, som modtagerne har arbejdet for at påvirke.

I forbindelse med Mary Fondens særlige donation udtaler Kronprinsessen:
”Modtagerne af Mary Fondens årlige donation er alle unge mennesker, som er dedikerede i forhold til at skabe en bedre fremtid for kvinder og piger i deres hjemland. De unges stemme er vigtig, de er næste generations ledere og agents of change. Women Delivers konference i København er en enestående mulighed for modtagerne til at bidrage med deres indsigt og til at styrke deres netværk, få ny viden og inspiration til deres videre arbejde, og jeg ser meget frem til at møde dem.”

H.K.H. Kronprinsessen er protektor for Women Deliver og vil tale til åbningen og deltage på konferencen.

Yderligere oplysninger

Mary Fondens særlige donation har tidligere ydet støtte til:
Brothers For Life, Sydafrika (250.000 kr.), Fórum Mulher, Mozambique (250.000 kr.), Orchid Project (50.000 kr.), ”Afrika Nu”-indsamlingen (200.000 kr.), Maternity Worldwide, Etiopien (250.000 kr.), Dansk Flygtningehjælp, Uganda (250.000 kr.).

Læs mere om projektet på Mary Fondens hjemmeside.

Læs mere om Mary Fonden.

Læs mere om Women Delivers konference i København.