Udstilling om Fabergé på Koldinghus

H.K.H. Prinsesse Benedikte åbner torsdag den 12. maj 2016 udstillingen ”Fabergé – Zarens hofjuvelér og forbindelsen til den danske kongefamilie” på Museet på Koldinghus.

H.K.H. Prinsesse Benedikte under et besøg på Koldinghus. Foto: Iben Kaufmann ©

Udstillingen indeholder juvelérkunst skabt af den russiske zars hofjuvelér Peter Carl Fabergé og vil vise sjældent udstillede Fabergé-genstande, som alle har en unik historie, og som i dag stadig bruges af den danske kongefamilie.

Hofjuvelér Peter Carl Fabergé er blandt andet kendt for sine påskeæg, som han leverede til den russiske zarfamilie fra 1885 og frem til Den Russiske Revolution i 1917.  

På udstillingen vil publikum få mulighed for at se både private brugsgenstande og officielle værker, der blev skabt i anledning af kroninger, jubilæer eller kongelige bryllupper.

Udstillingen kan opleves fra den 13. maj til den 25. september 2016 på Museet på Koldinghus.

Yderligere oplysninger

Læs mere om udstillingen.