10 år som protektor for Folkekirkens Nødhjælp

Det er i år 10 år siden, at H.K.H. Prinsesse Marie blev protektor for Folkekirkens Nødhjælp. Jubilæet blev den 28. september 2021 markeret ved en reception hos Folkekirkens Nødhjælp i København.

H.K.H. Prinsesse Marie under rejsen til Myanmar i 2016. Foto: Folkekirkens Nødhjælp ©

Siden 2011 har Prinsesse Marie sat fokus på organisationens arbejde i både Danmark og i en række af verdens fattigste lande.

Prinsessens første rejse for Folkekirkens Nødhjælp gik i 2012 til Cambodja, hvor Hendes Kongelige Højhed blandt andet blev præsenteret for organisationens arbejde med at forebygge ekstrem fattigdom i hovedstaden Phnom Penh. To år senere var Prinsessen i Etiopien. Her besøgte Prinsesse Marie landsbyen Jibri, hvor lokalbefolkningen kæmpede med en tilbagevendende tørke, mødtes med HIV-smittede kvinder i byen Goro og modtog en levende ged i gave.

I 2016 besøgte Prinsessen Myanmar, hvor Folkekirkens Nødhjælp arbejder med fattigdomsbekæmpelse gennem lokale låne-spar-grupper. 

Prinsessens seneste rejse for Folkekirkens Nødhjælp gik i 2020 til Uganda, hvor fokus især var på klimaforandringernes konsekvenser for befolkningen.

I Danmark har Prinsesse Marie flere gange været med til at skabe opmærksomhed om Folkekirkens Nødhjælps kamp mod madspild, som er en af Prinsessens mærkesager. Hendes Kongelige Højhed har blandt andet åbnet og besøgt en række af organisationens Wefood-butikker, der mindsker madspild ved at sælge overskudsvarer. 

Prinsessen har også været involveret i organisationens arbejde med minerydning, herunder med et besøg på Skive Kaserne, hvor Folkekirkens Nødhjælp gennem 12 år har uddannet mineryddere fra hele verden.

I sin tale ved jubilæumsreceptionen så Prinsesse Marie tilbage på 10 år som protektor for Folkekirkens Nødhjælp: ”Rejser og lande, mennesker og møder, gribende oplevelser og stærke indtryk har sat dybe aftryk. Det har givet mig ny indsigt og nye perspektiver på verden. Det har betydet – og betyder – utroligt meget for mig”.