Åben stald i Silkeborg og Svendborg

Når H.M. Dronningen i næste uge besøger Silkeborg og Svendborg Kommuner under årets sommertogt, vil Dronningen køre gennem Silkeborg og Svendborgs gader i den hestetrukne og bådformede vogn af typen landauer fra Den Kongelige Stald-Etat. Vognen vil være eskorteret af Gardehusarregiments Hesteskadron.

Foto: JESPER CLAUSEN ©

I forbindelse med sommertogtet holder Den Kongelige Stald-Etat og Gardehusarregimentets Hesteskadron åben stald og opvisning i henholdsvis Silkeborg og Svendborg. Her vil det være muligt at se og opleve hestene, tale med gardehusarerne og overvære en opvisning ved en lokal rideklub.

Besøgende kan blandt andet opleve Den Kongelige Stald-Etats heste og landauervogn samt få en præsentation af dagligdagen i Den Kongelige Stald-Etat. I begge byer vil lokale rideklubber desuden deltage i arrangementet og som afslutning på åben stald vil Gardehusarregiments Hesteskadron gennemføre en opvisning med kvadrilleridning, anvendelse af sabel til hest og trompeteropvisning.

Åben stald i Silkeborg
Den 2. september kl. 16.30-18.30 holder Den Kongelige Stald-Etat og Gardehusarregimentets Hesteskadron åbent hus ved boldbanerne ved Langsøskolen.

Åben stald i Svendborg
Den 4. september kl. 18.30-20.30 holder Den Kongelige Stald-Etat og Gardehusarregimentets Hesteskadron åbent hus på Landsstævnepladsen ved Svendborg Idrætscenter.

H.M. Dronningens sommertogt
Dronningen gennemfører sommertogt i Danmark med Kongeskibet Dannebrog i Silkeborg Kommune den 3.-4. september og i Svendborg Kommune den 6.-7. september.