Åbning af kultur- og bevægelseshuset KU.BE
H.K.H. Kronprinsen forestår fredag den 2. september 2016 indvielsen af Frederiksbergs nye kultur- og bevægelseshus KU.BE.

Kronprinsen vil blive vist rundt i det nye hus og derefter forestå den officielle indvielse. Under rundvisningen vil Kronprinsen blandt andet se lege- og børneområdet, byhaven og zenområdet.
Det nye kultur- og bevægelseshus med en omkringliggende byhave vil huse træning, fritidsliv og kulturtilbud til byens borgere. Huset skal udforske mødet mellem kultur, sundhed og bevægelse ved at facilitere kultur- og bevægelsesaktiviteter, events, workshops og øvrige begivenheder.
I forbindelse med åbningen vil der blandt andet være musik, teater-workshops, parkour- og danseopvisninger samt sansetræning.