Åbning af udstillingen "Monet. Ud af impressionismen"

H.K.H. Kronprinsessen deltog tirsdag den 23. august 2016 i åbningen af udstillingen "Monet. Ud af impressionismen" på Ordrupgaard.

Kronprinsessen blev vist rundt i udstillingen af museumsdirektør Anne-Birgitte Fonsmark sammen med Mads Lebech, adm. direktør i Industriens Fond.
Foto: Martin Sylvest, Scanpix ©

Udstillingen viser Monet som en kunstner, der bragte maleriet ud af impressionismen og ind i modernismen med sine abstrakte serier.

Efter åbningstalen ved den franske ambassadør, François Zimeray, klippede Kronprinsessen båndet og åbnede officielt udstillingen. Derefter blev Kronprinsessen og Mads Lebech, adm. direktør i Industriens Fond, vist rundt i udstillingen af museumsdirektør Anne-Birgitte Fonsmark.

Med udstillingen "Monet. Ud af impressionismen" har Ordrupgaard sat fokus på den franske malers motivserier. Man vil dermed fortælle udviklingen fra Monets første forsøg udi det serielle maleri med 1860’ernes friluftsmalerier fra Fontainebleau-skoven over 1890’ernes høstakke, popler og katedraler til åkandebillederne malet i det nye århundrede.

Udstillingen kan opleves på Ordrupgaard, Vilvordevej 110, Charlottenlund, frem til 4. december 2016.