CSR People Prize 2021

Foto: Steen Brogaard ©

Virksomheder, som tager et særligt socialt ansvar for, at mennesker på kanten af arbejdsmarkedet kan komme i arbejde, hædres den 24. marts 2021 ved den digitale prisuddeling af CSR People Prize. Undervejs vil H.K.H. Prins Joachim deltage med en videohilsen til de prisnominerede.

CSR People Prize er blevet uddelt i mere end 20 år, og Prins Joachim har gennem en lang årrække deltaget i prisuddelingen. Men i år er det desværre ikke muligt for Prinsen og de øvrige deltagere at være til stede fysisk.

Uddelingen af CSR People Prize finder sted i forbindelse med den virtuelle konference ”Bæredygtig ledelse – Vejen til 2030”. Formålet med uddelingen af CSR People Prize er at inspirere andre virksomheder til at tage et socialt ansvar, og i år uddeles prisen til tre danske virksomheder, som har gjort en markant indsats for at indsluse udsatte grupper på arbejdsmarkedet.