D.K.H. Prins Vincent og Prinsesse Josephines konfirmation
Fredensborg Slotskirke danner rammen, når D.K.H. Prins Vincent og Prinsesse Josephine lørdag den 18. april 2026 konfirmeres.
I forlængelse af Prinsen og Prinsessens konfirmationsforberedelser, deltog de kommende konfirmander i dag i slotskirkens søndagsgudstjeneste sammen med H.M. Dronning Margrethe. Gudstjenesten blev forestået af sognepræst Hedda Salomonsen.
Gennem de seneste 100 år har Fredensborg Slotskirke været centrum for særligt kongelige konfirmationer. Både Dronning Margrethe og H.M. Kongen blev konfirmeret her i henholdsvis 1955 og 1981. Senest har konfirmationerne af H.K.H. Kronprinsen i 2021 og H.K.H. Prinsesse Isabella i 2022 fundet sted i kirken.
Når Prins Vincent og Prinsesse Josephine konfirmeres den 18. april, er det kongelig konfessionarius, biskop Henrik Wigh-Poulsen, der vil forestå den kirkelige højtidelighed.