Danmarks Indsamling 2022

Bestyrelserne for Dronning Margrethes og Prins Henriks Fond og Kronprins Frederiks og Kronprinsesse Marys Fond har besluttet at støtte Danmarks Indsamling 2022 med tilsammen 800.000 kroner.

Danmarks Indsamling er en fælles årlig indsamling til fordel for udviklingslande i Afrika, Asien og Latinamerika og arrangeres i et samarbejde mellem Danmarks 12 største humanitære organisationer og DR. Siden 2007 er Danmarks Indsamling blevet afholdt årligt med det formål at samle ind for at hjælpe mennesker i nogle af verdens fattigste lande med at nå FN’s Udviklingsmål.

Årets indsamling skal – ligesom i 2021 - hjælpe børn, der lever med konsekvenserne af coronapandemien i nogle af verdens fattigste lande. Gennem udviklingsprojekter i 12 lande skal indsamlingen blandt andet være med til at sikre, at børn får adgang til rent drikkevand, at de kan få en uddannelse og beskyttelse og at de har adgang til lægehjælp.

Dronning Margrethes og Prins Henriks Fond støtter i år Danmarks Indsamling med 500.000 kroner, mens Kronprins Frederiks og Kronprinsesse Marys Fond støtter Danmarks Indsamling med 300.000 kroner.