Deliver for Good-kampagne

I forbindelse med FN's Generalforsamling i New York blev en ny, international kampagne for pigers og kvinders sundhed og rettigheder lanceret i går med støtte fra H.K.H. Kronprinsessen og Udenrigsminister Kristian Jensen.

Women Deliver 2016 - dag 1 Foto: Liselotte Sabroe, Scanpix ©

Den internationale kampagne, Deliver for Good, sætter fokus på pigers og kvinders sundhed og rettigheder verden over og indeholder 12 centrale investeringer på området. Kronprinsessen og Kristian Jensen var med til at skyde kampagnen i gang i New York, og Danmark var således den første statslige donor til at melde sig.

”Jeg ser frem til at støtte den nye Deliver for Good-kampagne, der har fokus på 12 centrale investeringer i pigers og kvinders sundhed og rettigheder. Det er en vigtig kampagne, der følger op på Women Deliver-konferencen i København," siger Kronprinsessen.

Kampagnen er en udløber af Women Deliver-konferencen i København i maj, hvor Kronprinsessen deltog som protektor. Ved kampagnens lanceringsevent i går aftes i New York i forbindelse med FN's Generalforsamling blev de 100 bedste idéer og konkrete løsningsforslag fra netop Women Deliver-konferencen samtidig præsenteret.

Kronprinsessen er i New York den 19.-21. september for at deltage i UNGA - United Nations' General Assembly (FN's Generalforsamling).