Den 157 år gamle d’Aumont-vogn fra Henry Fife

H.M. Dronningen, D.K.H. Kronprinsen og Prins Christian indleder Genforeningsfejringen den 13. juni 2021 med at køre i karet over den gamle grænse ved Frederikshøj syd for Kolding.

Foto: Kongehuset ©

Da Christian 10. i 1920 red over den gamle grænse på den hvide hest fulgte Dronning Alexandrine, Prinsesse Thyra og Prinsesse Dagmar med i en hestevogn. Selvsamme 157 år gamle vogn passerer endnu en gang den gamle grænse, når Christian 10. og Dronning Alexandrines barnebarn, oldebarn og tipoldebarn kører over den gamle grænse i anledning af den officielle markering af 100-året for Genforeningen.

Den Kgl. Stald-Etat indførte i begyndelsen af 1900-tallet vognen, da det blev populært at køre med hestevogne à la d’Aumont. Den moderne vogn blev ført af ryttere på heste i stedet for den traditionelle kusk på vognen. Vognen fra grænseridtet var oprindeligt en lukket wienervogn bygget hos den københavnske hofvognfabrikant Henry Fife, men efter en større ombygning havde den fået kaleche og fjernet kuskebukken.

Siden har adskillige statsoverhoveder fra alverdens lande benyttet d’Aumont-vognen fra Henry Fife, der i anledning af Genforeningsfejringen den 13. juni 2021 krydser den gamle grænse ved Frederikshøj - igen. Karetkørslen vil foregå samme sted, som Christian 10. den 10. juli 1920 red over den gamle grænse på den hvide hest Malgré Tout, og i dagens anledning vil der være opstillet en fortolkning af æresporten fra 1920.