Den kongelige familie deltager i fejring af Reformationsjubilæet

H.M. Dronningen, Kronprinsparret, D.K.H. Prins Joachim og Prinsesse Marie samt H.K.H. Prinsesse Benedikte er tirsdag den 31. oktober 2017 til stede ved højtideligheder i anledning af Reformationsjubilæet.

Reformationsjubilæets logo udarbejdet af billedkunstner Maja Lisa Engelhardt Foto: Maja Lisa Engelhardt, Kirkeministeriet ©

Det er i år 500 år siden, at Martin Luther slog 95 teser op på porten til slotskirken i Wittenberg, Tyskland. Det blev starten på Reformationen, der fejres ved Reformationsjubilæet 2017, som Dronningen er protektor for. I anledning af jubilæet deltager den kongelige familie i begivenheder tirsdag den 31. oktober 2017.

Kl. 11.00 deltager den kongelige familie i Folketinget og regeringens fejring af 500-året for Reformationen. Fejringen finder sted i Landstingssalen på Christiansborg Slot, hvor blandt andre Dronningen vil holde tale. Ved arrangementet vil der også være kunstneriske indslag ved Herning Kirkes Drengekor, den færøske sanger og sangskriver Teitur samt Den Danske Salmeduo.

Kl. 19.45 er den kongelige familie til stede ved DR’s fejring af Reformationsjubilæet ved en festkoncert i Koncerthuset i DR Byen, København. Her fejrer DR Reformationsjubilæet i et luthersk univers med musik af blandt andre Bach, Wagner og Poulenc fremført af DR SymfoniOrkestret og DR VokalEnsemblet. Festligheden transmitteres direkte i både tv og radio.