Den nye Storstrømsbro opkaldes efter H.M. Dronning Margrethe
H.M. Dronning Margrethe har sagt ja til at få den nye Storstrømsbro, der krydser Storstrømmen og forbinder Sjælland og Falster via Masnedø, opkaldt efter sig.
Dronning Margrethe II’s Bro bliver med sin længde på cirka 4 kilometer og 102 meter i højden Danmarks tredjestørste bro efter Øresundsbroen og Storebæltsbroen. Sammen med den kommende Femern Bælt-forbindelse bliver Dronning Margrethe II’s Bro en væsentlig del af jernbanekorridoren mellem Skandinavien og Europa.
Broen forventes at åbne for bil- og stitrafik i midten af marts 2026, hvorefter Dronning Margrethe II’s Bro vil blive fejret ved en folkefest den 6. juni 2026 med deltagelse af Dronning Margrethe, som vil markere broskiftet fra den gamle til den nye bro ved at foretage den sidste officielle køretur over den eksisterende Storstrømsbro.
Storstrømsbroen blev indviet den 26. september 1937 af Dronning Margrethes farfar, Christian 10., der samme dag fejrede sin fødselsdag. Sammen med Kronprins Frederik (9.) og Kronprinsesse Ingrid krydsede Christian 10. som den første den 3.199 meter lange bro med tog.
Navngivning af broer gennem tiden
Gennem tiden har medlemmer af den kongelige familie stået for indvielsen af broer, veje og andre store anlægsprojekter i hele landet, og flere gange har kongelige lagt navn til de forskellige bygningsværker. Senest i 2019 blev Kronprinsesse Marys Bro, der fører over Roskilde Fjord ved Frederikssund, navngivet efter H.M. Dronningen. Tidligere på samme strækning blev Kronprins Frederiks Bro indviet i 1935.
Også Dronning Alexandrines Bro, der siden 1943 har forbundet Kalvehave og Møn, samt Kong Frederik den IX's Bro mellem Nykøbing Falster og Sundby, bærer navne efter medlemmer af den kongelige familie. Endnu et eksempel findes ved forbindelsen til Als, hvor øen i 1856 blev forbundet med fastlandet via Frederik VII's Bro, som i 1930 blev afløst af Kong Christian X's Bro.