"European Science Olympiade"
H.K.H. Prins Joachim deltager den 13. maj i afslutningen af "European Science Olympiade" (EUSO) 2017 på Skt. Annæ Gymnasium.

"European Science Olympiade" er en årlig konkurrence for gymnasieelever under 17 år fra hele Europa, der interesserer sig for biologi, fysik og kemi.
I 2017 er Danmark værtsland for den 15. Europæiske Science-Olympiade, hvor gymnasieeleverne dyster på viden og kompetencer inden for naturvidenskabelige fag. "European Science Olympiade" har til formål at stimulere de unge tidligt i deres uddannelsesforløb, så de fastholder interessen for de naturvidenskabelige fag.
Prinsen vil være til stede ved olympiadens afslutningsceremoni og vil overrække guldmedaljerne.
Deltagerne bliver testet i alle tre fag og dyster i hold af tre elever. Olympiaden blev afholdt første gang i 2003 i Irland og Danmark deltog for første gang i 2008.