FN Museets 25-års jubilæum

H.K.H. Prins Joachim deltager i dag den 2. maj 2017 i FN Museets 25-års jubilæum i Padborg.

H.K.H. Prins Joachim indvier FN Museets fane i 1992. Foto: FN Museet ©

FN Museet i Frøslevlejren, som er verdens første FN-museum, åbnede den 2. maj 1992 og har haft fokus på at skildre Danmarks Internationale Indsats fra 1948 og frem til i dag. 

Prinsen deltog også i FN Museets åbning for 25 år siden og indviede samtidigt museets fane. 

Under fejringen af 25-års jubilæet holder Prins Joachim tale og får forevist en særudstilling, der markerer jubilæet. Udstillingen viser blandt andet flere køretøjer fra Balkan-missionerne samt et F-16 fly af samme type, der har deltaget i missionerne i Afghanistan og Libyen.

FN Museet er associeret medlem af Museum Sønderjylland, som Prinsen er protektor for.