Fødselsdagsfejring i Aarhus den 8. april

Hendes Majestæt Dronningens 75-års fødselsdag fejres ved en række begivenheder i Aarhus onsdag den 8. april 2015.
Dagen indledes med en karettur gennem Aarhus, hvor Regentparret vil køre i karet gennem byen ledsaget af Gardehusarregimentets Hesteskorte med ankomst til Aarhus Rådhus kl. 12.00. Regentparret kørte senest i karet gennem Aarhus i 2010 i forbindelse med Dronningens 70-års fødselsdag.
Ved ankomst til Aarhus Rådhus vil der være officiel modtagelse, hvorefter Regentparret vil vise sig på balkonen ud til Rådhuspladsen. Kronprinsparret og D.K.H. Prins Joachim og Prinsesse Marie deltager også i markeringen på Aarhus Rådhus.
Der vil efterfølgende være musikalske indslag ved Aarhus Musikskole, og borgmesteren vil holde tale samt overrække byens gave til Dronningen i Rådhushallen. Markeringen på Aarhus Rådhus afsluttes med en frokost.
Om aftenen er der festforestilling i Musikhuset Aarhus. Fødselsdagsshowet finder sted kl. 20.00 og er arrangeret af Musikhuset Aarhus og TV 2. Ved arrangementet deltager Regentparret, Kronprinsparret og Prins Joachim og Prinsesse Marie.
Showet transmitteres på TV 2 og blandt de optrædende vil være Ørkenens Sønner, de kongelige balletdansere Ida Praetorius og Sebastian Haynes, Rasmus Seebach og Anne Linnet.
Efter showet vil den kongelige familie gå kur.
Yderligere oplysningerSe karetrute og beskrivelse for fejring den 8. april.
Læs mere om Festforestilling i Musikhuset Aarhus.
Læs mere om H.M. Dronningens 75-års fødselsdag.