”Global Challenges: Achieving Sustainability” kongres

H.K.H. Kronprinsen overværer onsdag den 22. oktober 2014 kl. 09.40 åbningssessionen af kongressen "Global Challenges: Achieving Sustainability".
Den internationale forskerkongres ”Global Challenges: Achieving Sustainability” afholdes af Københavns Universitet i samarbejde med IARU (International Alliance of Research Universities). Kongressens tema vil være udfordringer og løsninger i forbindelse med bæredygtig udvikling, og forskere fra mere end 50 lande vil deltage. Kongressen vil ligeledes have et tværfagligt fokus, som skal styrke det internationale netværk mellem forskere, erhvervsliv og politiske beslutningstagere.
I løbet af kongressen vil der være taler, oplæg, paneldebatter samt plenummøder. Under åbningssessionen vil blandt andre statsminister Helle Thorning-Schmidt og EU-kommissær Connie Hedegaard holde tale.
Kongressen finder sted den 22.-24. oktober 2014 i Radisson Blu Falconer Conference Center på Frederiksberg.