H.K.H. Kronprinsen bliver protektor for Videnskabsår22

Hans Kongelige Højhed Kronprinsen har sagt ja til at blive protektor for Videnskabsår22, som har det overordnede formål at formidle videnskabens betydning for både børn og voksne i hele 2022.

FN har udnævnt 2022 til "International Year of Basic Science and Development”, og det danske Videnskabsår22 er i tråd med FN’s målsætning og idegrundlag. Derudover tager det danske videnskabsår sit udgangspunkt i de visioner, som Niels Bohr havde for fysikken, naturvidenskaben og det globale samarbejde. I 2022 er det nemlig 100 år siden, at Niels Bohr modtog Nobelprisen i fysik.

Videnskabsår22 bliver markeret året igennem med en række arrangementer i hele landet, blandt andet med fejringen af Niels Bohr Institutets 100-års jubilæum samt med TV2’s julekalender "Kometernes Jul". Som protektor vil Kronprinsen deltage i flere begivenheder.