H.K.H. Kronprinsens tilstedeværelse ved årets Tour de France i Danmark

Foto: Stine Heilmann ©

Tour de France er verdens største cykelløb, og for første gang afvikles dele af ruten i Danmark. Cykelløbet begynder med en 13 kilometer lang enkeltstart i København, og anden etape går fra Roskilde over Storebæltsbroen til Nyborg, mens tredje etape går fra Vejle til Sønderborg. I alt skal der tilbagelægges 394 kilometer af cykelløbet på dansk jord.

H.K.H. Kronprinsen har længe været engageret i årets udgave af Tour de France, og Hans Kongelige Højhed vil deltage i et udvalg af begivenheder omkring den danske tourstart.

Onsdag den 29. juni
Kronprinsen overværer den traditionsrige holdpræsentationen, der i år finder sted i Tivoli.

Torsdag den 30. juni
Kronprinsen deltager i gallamiddag på Københavns Rådhus i forbindelse med den danske tourstart.

Fredag den 1. juli
Kronprinsen overværer den første etape af Tour de France og overrækker den gule trøje til vinderen.

Lørdag den 2. juli
Kronprinsen sætter det folkelige cykelløb Tour de København i gang. Senere på dagen overværer Hans Kongelige Højhed afslutningen på anden etape i Nyborg.

Søndag den 3. juli
Kronprinsen overværer afslutningen på tredje etape i Sønderborg.