H.K.H. Kronprinsessens 50-års fødselsdag

Lørdag den 5. februar 2022 fylder H.K.H. Kronprinsessen 50 år. Kronprinsessens 50-års fødselsdag vil blive markeret med en række begivenheder i begyndelsen af februar – herunder med åbningen af to nye udstillinger om Kronprinsessens liv og virke samt med et gallataffel på Rosenborg Slot.

Det officielle program for Kronprinsessens fødselsdag inkluderer blandt andet følgende begivenheder:

  • Mary Fonden inviterer torsdag den 27. januar samarbejdspartnere og netværk til en markering af den runde fødselsdag og Kronprinsessens indsats som formand i Mary Fonden. Markeringen vil have fokus på, hvordan Mary Fonden og deltagerne i fællesskab fremadrettet kan bidrage til at skabe et samfund, hvor alle oplever, at de hører til.

  • Hendes Kongelige Højhed deltager mandag den 31. januar i åbningen af udstillingen ’Mary og Kronprinsesserne’ på Koldinghus i Kolding. Udstillingen tegner et portræt af Kronprinsessen og Kronprinsessens forgængere i Glücksborg-slægtens historie og sætter fokus på den opgave og de muligheder, der ligger i at være kronprinsesse.

  • På Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot vil Kronprinsessen torsdag den 3. februar være til stede ved åbningen af udstillingen ’H.K.H. Kronprinsesse Mary 1972 – 2022’, som fortæller om Kronprinsessens personlige historie og betydning for det danske kongehus og Rigsfællesskabet gennem billeder, portrætter, dragter og personlige genstande. I forbindelse med udstillingsåbningen vil et nyt portræt af Hendes Kongelige Højhed blive afsløret.

  • Fredag den 4. februar samles gæster på Rosenborg Slot til gallataffel i anledning af Kronprinsessens fødselsdag. H.M. Dronningen er vært for taflet, hvor blandt andet den kongelige familie og repræsentanter for det officielle Danmark deltager.

Andre begivenheder i forbindelse med 50-års fødselsdagen offentliggøres senere. På Kongehusets hjemmeside er der oprettet en temaside med information om arrangementerne i forbindelse med Kronprinsessens runde fødselsdag. Siden opdateres løbende, og her vil informationer om eventuelle ændringer samt pressetilmelding og -akkreditering til arrangementerne blive lagt ud.

I forbindelse med fødselsdagen udgives der et officielt logo, som fra i dag kan downloades på kongehuset.dk. Fødselsdagslogoet er til brug for medier, kommuner, organisationer, foreninger, virksomheder, forretninger og andre, der på den ene eller anden måde ønsker at deltage i markeringen af Kronprinsessens 50-års fødselsdag.