H.K.H. Prinsesse Ingrid Alexandra af Norge tildeles Elefantordenen

Foto: Kongehuset ©

Ved en privat ceremoni den 17. juni 2022 overrakte H.K.H. Kronprinsen på vegne af H.M. Dronningen Elefantordenen til H.K.H. Prinsesse Ingrid Alexandra af Norge, der er nummer to i den norske arvefølge efter sin far.

Dronningen tildelte Prinsessen Elefantordenen i anledning af Hendes Kongelige Højheds 18-års fødselsdag den 21. januar i år.

Fejringen af Prinsesse Ingrid Alexandras fødselsdag har fundet sted i denne uge, og Kronprinsparret deltog i aftes i det norske Kongepars gallamiddag på Det Kongelige Slott i Oslo.

Elefantordenen er den ældste og fornemste danske ridderorden og har rødder helt tilbage i 1400-tallet. Ordenen gives hovedsageligt til kongelige og statsoverhoveder. En Elefantorden er – i princippet – kun til låns og skal derfor returneres til Ordenskapitlet, når en elefantridder er afgået ved døden. Det betyder, at de fleste elefanter har været i brug flere gange. Den konkrete elefant har til lejligheden gennemgået en mindre restaurering, hvor den blandt andet er blevet påført Dronningens monogram, idet en elefant ved tildelingen altid bærer den siddende monarks monogram.

Foto: Kongehuset ©
Foto: Kongehuset ©