H.M. Dronningen bærer Dronning Alexandrines safirsmykke i ny udformning for første gang
Ved gallataflet på Christiansborg Slot mandag den 19. oktober bar Hendes Majestæt Dronningen for første gang Dronning Alexandrines safirsmykke i en ny udformning. Smykket er erhvervet af Den Kongelige Samling og gentænkt i tæt samarbejde med Dronningen. Gallataflet blev holdt i anledning af statsbesøget af Hans Excellence Generalsekretæren for Vietnams Kommunistiske Partis Centralkomité og Præsidenten for Den Socialistiske Republik Vietnam, Tô Lâm, og ægtefælle, fru Ngô Phương Ly.
Smykket blev oprindeligt givet som brudegave til den senere Dronning Alexandrine ved brylluppet med den senere Christian 10. i 1898. Siden er det båret af flere generationer i den kongelige familie. Undervejs er smykket løbende blevet omformet og tilpasset, så det har kunnet følge tidens skiftende mode og brug. Den Kongelige Samling erhvervede smykket fra en privat ejer i 2024. Sammen med smykkedesignerne Diana Holstein og Hanan Emquies har Dronningen i tæt samarbejde med Den Kongelige Samling været med til at give smykket en ny, fuldt reversibel udformning. En udformning, der respekterer smykkets historie og særlige tradition og som gør det anvendeligt i dag.
Smykket kan nu bæres som diadem, halssmykke eller broche. Dermed knytter det an til den historiske tradition, hvor kongelige smykker er blevet tilpasset nye generationers behov og smag.