H.M. Dronningen modtog Grønlands Selvstyres fortjenstmedalje Nersornaat i guld
Medaljen er Selvstyrets fornemste anerkendelse og blev overrakt af formanden for Grønlands parlament Inatsisartut Mimi Karlsen under en audiens i Frederik VIII’s Palæ på Amalienborg. Formandskabet i Selvstyret ønsker med medaljen blandt andet at anerkende H.M. Dronningens mangeårige engagement for særligt børn og unges sociale vilkår i Grønland.
Medaljen findes i to grader i henholdsvis sølv og guld og bærer på forsiden (aversen) den oprejste siddende isbjørn fra Grønlands våben og herunder den grønlandske inskription KALAALLIT NUNAAT (Grønland). Medaljen bærer på bagsiden (reversen) en gul arktisk valmue og herover den grønlandske inskription NERSORNAAT (fortjent). Medaljen bæres i et bånd i det grønlandske flags farver.
H.M. Kongen modtog medaljen i 2004 for blandt andet sin deltagelse i Sirius 2000-Ekspeditionen, H.M. Dronning Margrethe modtog medaljen i forbindelse med Grønlands nationaldag i 1989 og Prins Henrik modtog medaljen i 2003 for sit store engagement for det grønlandske folk gennem årtier.