H.M. Dronningens 82-års fødselsdag

Foto: Henning Bagger, Ritzau Scanpix ©

Når Hendes Majestæt Dronningen kan fejre sin 82-års fødselsdag den 16. april 2022, vil det foregå på Marselisborg Slot i Aarhus. Fødselsdagen bliver markeret med en fødselsdagsparade foran slottets haveside klokken 12.00, hvor Majestæten og den tilstedeværende kongelige familie viser sig på havetrappen.  

Det bliver således første gang i tre år, at Dronningens fødselsdag markeres med en fødselsdagsparade og den kongelige familie hilser på de fremmødte. I både 2020 og 2021 blev denne del aflyst som følge af situationen med COVID-19 i samfundet. I forbindelse med 82-års fødselsdagen vil der være fremlagt gratulationslister i Det Gule Palæ, Amaliegade 18, 1256 København K, lørdag den 16. april 2022 i tidsrummet 10.00-14.00.

Ligeledes vil det vil være muligt at sende Dronningen en fødselsdagshilsen på Kongehusets digitale platforme. Om morgenen den 16. april oprettes en digital gratulationsliste på Kongehusets hjemmeside, hvor det er muligt at fremsende en personlig lykønskning til Dronningen.

Fødselsdagen markeres dagen igennem på Kongehusets sociale medier og hjemmeside.  

Det offentlige program for Dronningens fødselsdag vil være som følger: 

Kl. 11.20 
Publikum får adgang til Slotshaven foran og øst for Marselisborg Slot. 

Kl. 11.45 
Den Kongelige Livgardes Musikkorps og den tiltrædende vagt marcherer fra Gardergården til slottet.  

Kl. 12.00 
Dronningen og den kongelige familie træder frem på havetrappen, og fødselsdagsparaden finder sted. Det sker ved, at Musikkorpset marcherer op ved siden af slottet. 

Højtider på Marselisborg Slot 
Gennem Dronningens regeringsperiode har det været en fast tradition, at højtider som påske og jul fejres på Marselisborg Slot i Aarhus. Da påsken i år falder omkring Dronningens fødselsdag, vil Majestæten tage residens på slottet og dermed fejre sin fødselsdag på det aarhusianske slot. Dronningen fejrede senest sin fødselsdag i Aarhus i 2019. 

I 1967 stillede Frederik 9. Marselisborg Slot til rådighed for det daværende Tronfølgerpar Prinsesse Margrethe og Prins Henrik. Oprindeligt var slottet en del af en bryllups- og folkegave til Prins Christian (den senere Christian 10.) og Prinsesse Alexandrine i 1898. Dengang havde Aarhus by erhvervet Marselisborg gods to år tidligere, og i forbindelse med brylluppet blev et stykke af parken skænket sammen med opførelsen af et nybygget slot – det vi i dag kender som Marselisborg Slot. I 1902 var slottet færdigbygget, og siden har slottet tjent som residens for den danske regent. 

Information til pressen

Der vil blive oprettet en pressepool foran Marselisborg Slot. Ønske om akkreditering med navn, stilling og medie sendes til kom@kongehuset.dk senest fredag den 15. april kl. 12.00. Akkrediteret presse får besked samme dag. Pressekort skal medbringes, og mødetid på dagen er kl. 10.50.