H.M. Kongen på officielt erhvervsfremstød i Polen

Energieffektivitet, klimavenligt landbrug og biogas er i fokus, når H.M. Kongen fra den 31. januar til den 2. februar 2024 står i spidsen for en dansk erhvervsdelegation i Polen.

Foto: Dennis Stenild, Kongehuset ©

H.M. Kongen indleder den 31. januar et officielt erhvervsfremstød i Polen. Majestæten vil være ledsaget af udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen, klima- energi og forsyningsminister Lars Aagaard og minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Jacob Jensen.

Besøget, der har været forberedt gennem længere tid, finder sted dels i Polens hovedstad Warszawa, hvor 38 danske virksomheder deltager i et erhvervsfremstød, samt i havnebyen Szczecin, hvor Kongen blandt andet vil besøge NATO’s regionale hovedkvarter og repræsentanter fra det danske og polske erhvervsliv i byen.

Kongen vil under besøget mødes med Polens Præsident H.E. Andrzej Duda i Præsidentpaladset samt formændene i senatet og det polske underhus Sejm. Desuden vil Hans Majestæt deltage i kranselægning ved Den ukendte soldats grav. 

I Danmark er der tradition for, at en ny regent sammen med sin ægtefælle som det første indleder rejseaktivitet med besøg i nabolandene. Således er det planen, at Kongen og H.M. Dronningen som det første besøger Sverige og Norge.